Midt- og Vestsjællands Politi har anholdt en 26-årig mand. Han er sigtet for to drabsforsøg, der fandt sted i Køge 3. september 2011 - blandt andet mod en Black Cobra-leder.

Det bekræfter efterforskningsleder Ove Pedersen, Midt- og Vestsjællands Politi.

- Jeg kan bekræfte, at vi har anholdt en mand, som vi mistænker for at være en del af det. Han er kendt af politiet i forvejen, men for hvad vil jeg ikke gå ind i, siger Ove Pedersen.

Den 26-årige er sigtet for dobbelt drabsforsøg. Forsøgene fandt sted 3. september i Køge, hvor to personer - der tidligere er blevet identificeret som tilhørende Black Cobra, herunder leder Oruc Fatih Türkoglu - fik gennemhullet en bil, de kørte i. De blev begge hårdt såret.

Der har i årevis været blodige opgør mellem Black Cobra og Bloodz i området, men om den sigtede skal findes i dette miljø, ønsker Ove Pedersen ikke på nuværende tidspunkt at udtale sig om.

- Vi anholdt ham i går kl. 15 på Sjælland, og vi er der, hvor det er lige før, at vi gerne vil åbne lidt op, men vi skal lige have rigtigt hul på bylden først, siger Ove Pedersen, der tilføjer, at politiet vil begære dørene lukket af hensyn til efterforskningen.

- Vi vil gerne have, at der lige går lidt, inden hans identitet slipper ud.



bt.dk følger sagen...