Køge Kommune kommer til at betale langt mere end bøden på 100.000 kroner for vandforureningen i Køge.

Omkostningerne ved at føre sagen om vandforureningen i Køge kommer til at koste kommunen langt mere end de 100.000 kroner, som Køge-Egnens Renseanlæg fredag blev idømt i Østre Landsret.

Forureningen i 2007 gjorde 250 mennesker syge. Nogle køgensere havde ikke rent vand i tre måneder efter.

Der var så mange bakterier i vandet, at de ifølge Seruminstituttet måtte stamme fra mindst 40 husstande.

Der var tale om såkaldt teknisk spildevand, der er klart som rent vand, men yderst sundhedsskadeligt.

Østre Landsret afgør, at sagsomkostningerne skal deles mellem renseanlægget - der ejes af kommunen - og staten. Det endelige beløb er ikke gjort op, men overstiger altså langt bødens størrelse.

Landsretten selv kalder sagsomkostningerne for "meget betydelige".

Det skyldes ikke mindst udgifterne til to sagkyndige, men indbyrdes modstridende erklæringer om forureningskilden fra firmaerne Rambøll og Carl Bro.

- Vi er meget tilfredse med dommen, siger vicestatsadvokat Anette Vester fra Statsadvokaturen for Sjælland.

- Renseanlægget bestred at være forureningskilden, men nu har landsretten placeret ansvaret, siger hun.

/ritzau/