Siden spionchef Lars Findsen blev anholdt og fængslet sidste år, har noget af det mest opsigtsvækkende i sagen været en helt særlig paragraf.

Nemlig straffelovens paragraf 109. Det er en alvorlig paragraf, der ikke har været brugt i 40 år, og som har fået eksperter til at undre sig højlydt.

I hele ti måneder har Lars Findsen været sigtet for at overtræde netop den bestemmelse. Men fredag er der sket en interessant udvikling.

Der er rejst tiltale mod Lars Findsen. Men det er ikke længere kun efter paragraf 109. Nu er der også kommet en ny – og mildere – paragraf på bordet.

»Det er opsigtsvækkende, at den almindelige bestemmelse om brud på tavshedspligten nu bringes ind i sagen,« siger Jørn Vestergaard, professor i strafferet.

Lars Findsen er tiltalt for at have afsløret statshemmeligheder eller andre særligt fortrolige oplysninger fra sit arbejde i Forsvarets Efterretningstjeneste.

Udover paragraf 109 om læk af statshemmeligheder er Lars Findsen tiltalt efter straffelovens paragraf 152 om brud på tavshedspligten.

»Det kan tyde på, at anklagemyndigheden ikke selv er helt overbevist om, at der i alle forhold vil kunne dømmes efter den skrappe bestemmelse i paragraf 109,« siger Jørn Vestergaard.

Lars Findsen er tiltalt for i alt seks forhold. Han skal have afsløret hemmelige oplysninger over for seks personer, heraf to journalister.

Anklagemyndigheden er dog ikke meget for at spytte ud med, i hvor mange af forholdene han er tiltalt efter den alvorlige paragraf 109.

Det fremgår ikke af pressemeddelelsen om sagen fra Anklagemyndigheden, og den afviser at svare på B.T.s spørgsmål om det.

»Anklagemyndighedens pressemeddelelse er ret ulden,« siger Jørn Vestergaard.

Jørn Vestergaard hæfter sig ved, at Anklagemyndigheden har skrevet »og/eller« om de to paragraffer.

Konkret står der i pressemeddelelsen: »Tiltalen omfatter i alt seks forhold om overtrædelse af straffelovens § 109, stk. 1, og/eller § 152, stk. 2 (...).«

Det er altså uvist, i hvor mange af de seks forhold Lars Findsen er tiltalt efter henholdsvis paragraf 109 og paragraf 152.

»Ved at skrive 'og/eller' slører man tiltalen og bidrager til fortsat usikkerhed om, hvor alvorlig anklagemyndigheden egentlig bedømmer sagen til at være,« siger Jørn Vestergaard.

Lars Findsen har tidligere udtalt, at han nægter sig skyldig, og han har kaldt sagen »vanvittig«.

Justitsminister Mattias Tesfaye (S) har »for nuværende« ingen kommentarer til tiltalen mod Lars Findsen.