De franske myndigheder har nu afsluttet deres undersøgelser, af den 11-årige danske dreng, der torsdag blev fundet druknet i en fransk sø.

Det skriver det franske medie France Bleu.

Den 11-årige dreng faldt i vandet mandag d. 6. juli, da han sammen med sin mor og sine tre søskende sejlede på en vandcykel på søen Lac de Saint-Cassien nær Cannes i det sydlige Frankrig.

I flere dage forsøgte myndighederne med dykkere, politi og marinesoldater at finde drengen, men først torsdag d. 9. juli - tre døgn efter - lykkedes det dykkerne at bjærge liget af den danske dreng.

Et billede fra den franske avis Var-Matin viser dykkere på vej ud at lede efter den 11-årige dreng.

Liget af den 11-årige dreng er nu blevet obduceret, og undersøgelsen viser ifølge France Bleu, at drengen druknede efter at have slået hovedet. Det stemmer overens med de vidneforklaringer, som de franske myndigheder tidligere har fået. Nemlig at drengen faldt og slog hovedet på vandcyklen, inden han faldt overbord.

Det franske medie skriver desuden, at drengen ikke havde sin redningsvest på, da han faldt i vandet. Den havde han ifølge Frence Bleu taget af umiddelbart, inden han faldt i vandet.

I sidste uge kunne BT fortælle, at de franske myndigheder i flere dage formentlig havde fokuseret deres eftersøgning det forkerte sted på søen. I hvert fald fortalte kaptajn for den franske politistyrke i området, Gerard Matz, at vidneforklaringer og en mobiloptagelse fra et vidne såede tvivl om, hvorvidt dykkerne var sendt til det rigtige sted i søen.

Eftersøgningen blev desuden besværligliggjort af, at der ifølge France Bleu er stærke strømme i søen Lac de Saint-Cassien, som kan have flyttet den 11-årige dreng væk fra ulykkesstedet.