Klaus Riskær Pedersen får inden sommerferien sin dom i ankesag om bedrageri for hundrede af millioner af kroner.

Så nærmer dommens dag sig for finansjongløren Klaus Riskær Pedersen. Østre Landsret afsiger dom i ankesagen mod ham den 4. juni.

Dommerne i landsretten skal tage stilling til et forhold i anklageskriftet: Om Riskær har begået skyldnersvig af særlig grov beskaffenhed. Klaus Riskær Pedersen blev sidste år idømt syv års fængsel i Københavns Byret, mens hans medskyldige, Flemming Edsberg, fik tre års fængsel for at have været med i bedrageriet.

Det handlede om, at Riskær og Edsberg via udenlandske selskaber forsøgte at hive penge ud af Riskærs familiefond. Riskær og Edsberg forsøgte at få Familiefondens bestyrelse til at overdrage 2/3-dele af aktierne i internetselskabet CyberCity for 750.000 kroner, mens prisen for CyberCity ved et salg blev vurderet til at være mellem 300 og 450 millioner kroner. Internetselskabet blev da også solgt for en halv milliard kroner til amerikanske Advent i marts 2000.

Da ankesagen gik i gang i landsretten sidste år, var det med et skrumpet anklageskrift, da Klaus Riskær Pedersen i 11. time erkendte at være skyldig i at have begået mandatsvig mod sit tidligere selskab CyberCity for omkring en million kroner. Den indrømmelse kom han med dagen før sagen begyndte i landsretten.

At Riskær fik syv års fængsel skal blandt andet ses i lyset af, at han havde lidt med i bagagen. En tidligere betinget dom gør, at han har to et halvt år stående på kontoen.

/ritzau/