De kalder ham 'Barbecue'.

Måske på grund af hans mors arbejde. Måske, fordi han er berygtet for at have sat ild til folk.

Kælenavnets oprindelse uagtet er det efterhånden synonym med det inferno, der har overtaget hovedstaden i Haiti.

'Barbecue' – hvis borgerlige navn er Jimmy Cherizier – er nemlig blevet ansigtet på bandernes hærgen i Port-au-Prince, der er epicenter for den uro, der har ført til nødretstilstand i det caribiske land.

Optøjerne brød for alvor ud i starten af marts.
Optøjerne brød for alvor ud i starten af marts. Foto: Ralph Tedy Erol/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Han står i spidsen for en alliance af bander, der går under navnet G9 Family and Allies.

En alliance, der ifølge BBC ikke nødvendigvis er den mest magtfulde, men den mest kendte på grund af lederens lyst til at stille sig foran et kamera og tale med journalister.

Premierministers afgang eller folkemord
Mens andre bandeledere holder sig i skyggen, er Jimmy Cherizier gået forrest med kravet om premierminister Ariel Henrys afgang.

»Hvis han ikke trækker sig, og hvis det internationale samfund fortsætter med at støtte ham, bevæger vi os direkte mod en borgerkrig, der vil føre til folkemord,« udtalte han ifølge The Guardian i starten af sidste uge.

Natten til tirsdag dansk tid gav premierministeren efter for kravet. Det skete i en video. Optaget uden for Haitis grænser.

For efter at være taget til Kenya for at skaffe opbakning til en FN-støttet politimission kunne premierministeren se banderne tage over i landet.

Fængsler blev stormet, tusindvis af indsatte flygtede, og kaos brød ud.

Siden har banderne sat sig på hovedstaden. Destrueret politistationer, angrebet lufthavnen og overtaget magten på havnen. Gaderne står i flammer. Og på dem ligger lig, som ingen ifølge The Washington Post tør at fjerne.

Kaos er brugt ud i hovedstaden, og ingen tør gøre noget ved det. Derfor får afdødes jordiske rester også lov til at ligge på gaden – kun dækket til af lagner.
Kaos er brugt ud i hovedstaden, og ingen tør gøre noget ved det. Derfor får afdødes jordiske rester også lov til at ligge på gaden – kun dækket til af lagner. Foto: Johnson Sabin/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Midt i det hele finder man altså Jimmy Cherizier. Oftest i skudsikker vest og omgivet af maskerede mænd med skydevåben.

Billederne er næsten pudsige. For engang viede Jimmy Cherizier sit liv til lov og orden.

Han var politibetjent. Én af dem, der blev sat ind, når der var optøjer og protester.

Mor solgte stegt kylling
47-årige Jimmy Cherizier er vokset op i en søskendeflok på otte. Hans far døde, da han var fem. Hans mor solgte stegt kylling fra en gadebod, hvilket ifølge bandelederen selv er årsagen til kaldenavnet 'Barbecue'.

Jimmy Cherizier – 'Barbecue' – her fotograferet i starten af marts.
Jimmy Cherizier – 'Barbecue' – her fotograferet i starten af marts. Foto: Clarens Siffroy/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Andre mener ifølge nyhedsbureauet AP, at han har fået navnet, fordi han har sat ild til fjender. Det nægter han.

Familien boede nær et slumkvarter i Port-au-Prince, og som voksen blev Jimmy Cherizier ansat i landets nationalpoliti.

Her var han, indtil han blev fyret i 2018. Under mistanke for at være involveret i en massakre, der kostede ni mennesker livet.

Siden er mistanken ifølge AP vokset til også at omfatte to andre massakrer med sammenlagt knap 100 døde.

'Barbecue' er her fotograferet under en march i oktober 2021.
'Barbecue' er her fotograferet under en march i oktober 2021. Foto: Matias Delacroix/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Med årene blev Jimmy Cherizier bandeleder.

Først for en gruppe kaldet Base Delmas 6. Siden for den større alliance med otte andre bander. Deraf navnet G9.

En moderne Robin Hood
Banden er berygtet for at dræbe. Og for at voldtage kvinder.

Men 'Barbecue' ser nærmere sig selv som en moderne Robin Hood. En revolutionær, der kæmper samfundets svagestes kamp, som han udlagde det i et gammelt interview med en Sky News-journalist.

En af hans mærkesager har været Ariel Henrys afgang. En sag så dybfølt, at han efter eget udsagn ville være villig til at dele seng med djævlen for at få det til at ske, skriver New York Post.

Kampen mod regeringen førte i efteråret 2021 til, at Jimmy Cherizier og hans følgere tog magten over en vigtig brændstofterminal, hvilket udløste kaos.

Blandt andet kæmpede hospitaler pludseligt med at kunne give livsvigtige behandlinger.

»'Barbecue' har fremsat vage krav om et mere retfærdigt og rimeligt system, men det ironiske ved hele situationen er selvfølgelig, at de væbnede grupper i hovedstaden og omegn skaber det helvede, som folk lever i,« konstaterer Michael Deibert, journalist, forfatter og forsker med speciale i Haiti overfor BBC.

Jimmy Cherizier flankeret af væbnede støtter. Billedet er fra en protestmarch i efteråret 2023.
Jimmy Cherizier flankeret af væbnede støtter. Billedet er fra en protestmarch i efteråret 2023. Foto: Ralph Tedy Erol/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Fortsætter trods farvel fra minister
Premierministerens afgang betyder dog ikke, at Jimmy Cherizier trækker sig tilbage.

»Vi kommer fortsat til at kæmpe for Haitis befrielse,« fortalte han forleden til radiokanalen W Radio.

Ifølge Carlos Solar, seniorforsker i latinamerikansk sikkerhed ved den London-baserede tænketank Royal United Services Institute, som The Washington Post har talt med, sidder banderne tungt på magten.

Og på et kæmpe våbenkammer.

Derfor kan det blive svært at genetablere ro i Haiti. For hvem skal stå i spidsen?

»Jimmy Cherizier siger, han ikke er en gangster. Han hævder at repræsenterer folket og forsøger at legitimerer sig selv. Men hvis der kommer en ny regering, hvad vil de så gøre med Jimmy og de andre bandeledere?«

»De kommer ikke til at lægge deres våben uden videre.«