En cirka 40-årig dansk diplomat i Kenya mister formentlig synet på det ene øje efter at være blevet knivoverfaldet af røvere på et hotel i Kenya, erfarer B.T.

- Vi er meget chokerede og berørte over, at en af vore kolleger har været udsat for så alvorligt et overfald, siger talsmand Tom Nørring fra Udenrigsministeriet til B.T.

Han vil ikke oplyse detaljer om overfaldet på den danske diplomat, men bekræfter, at diplomaten og hans familie blev overfaldet i Kenya.

Ifølge flere afrikanske medier, skete overfaldet på hotel Yellow Green nær Lake Naivashi halvanden time fra hovedstaden Nairobi natten mellem onsdag og torsdag.

Tom Nørring ønsker ikke at oplyse identiteten på den danske diplomat. 'Det er en ansat på ambssaden,' siger Tom Nørring til B.T.

Ifølge Allafrica.com drejer det sig om den danske diplomat Karsten Schack, som efter overfaldet blev bragt til Aga Khan Hospital i Nairobi.

Der er tilsyneladende ikke politiske motiver bag røveriet. Ifølge Tom Nørring var diplomaten og hans familie blot de tilfældige ofre for røvernes angreb på et hotel.

Bevæbnet med pistol og macheter
Hotellets direktør Vincent Muthui fortæller til Allafrica.com, at fire mænd kravlede over hotellets mur og trængte ind i baren, hvor de svingede med deres våben.

- En af den havde en pistol, mens resten havde macheter og køller, siger han.

Vincent Muthui blev såret i ansigtet, mens røverne tømte hotellets bar for kontanter, før de fortsatte til de danske gæsters værelse.

haj / ssc