Der var kaos, og en læge kæmpede for at få den lille pige til at overleve.

Alarmen havde lydt, og lægen var løbet mod stuen.

»Der møder mig mange mennesker, der er i gang, og et barn, der ikke reagerer på, at man stimulerer hende og prøver at behandle hende,« fortæller lægen i retten.

Den to måneder gamle pige havde tegn på hjerneblødning. Lægen fik hurtigt en alvorlig mistanke, og han konfronterede forældrene.

»Jeg siger, at det her ligner vold. Ved I noget om det. Jeg bliver mødt af chokerede, passive forældre,« siger lægen.

I dag er forældrene tiltalt for at have mishandlet deres to tvillingepiger ved at have rusket dem kraftigt og klemt dem om brystkassen.

Den ene pige døde to måneder gammel, og den anden overlevede med utallige knoglebrud.

Forældreparret i 30erne nægter sig begge skyldige.

Mishandlingen af pigerne skal være sket i løbet af de første to måneder af tvillingepigernes liv i familiens daværende lejlighed i København og på Hvidovre Hospital i efteråret 2020.

Det kulminerede den nat i begyndelsen af oktober, da den ene af tvillingepigerne pludselig ikke var kontaktbar.

En sygeplejerske har tidligere forklaret i retten, at pigen var »helt slap«.

På det tidspunkt var begge tvillingepiger indlagt på Hvidovre Hospital med henholdsvis spiseproblemer og opkastninger.

Netop opkastninger kan være et tegn på hjerneblødning.

Efter pigen var blevet scannet og havde fået konstateret hjerneblødning på Hvidovre Hospital, blev det besluttet, at hun skulle overføres til Rigshospitalet.

»Det er åbenlyst, at hun kan få brug for langvarig respiratorbehandling, og det skal hun til Riget for at få,« forklarer lægen i retten.

Den anden tvillingepige blev også overført til Rigshospitalet. Ikke med forældrene, men med en ledsager.

»Jeg siger, at forældrene ikke må være alene med barnet, fordi der er en mistanke om vold,« siger lægen.

På Rigshospitalet blev pigen med hjerneblødning behandlet og lagt i respirator.

I mellemtiden blev politiet alarmeret, og forældrene blev anholdt og varetægtsfængslet.

Efter tre dage på Rigshospitalet stod det klart, at pigen med hjerneblødning ikke kunne reddes.

Lægen, der skulle fortælle det til forældrene, husker tydeligt den dag.

»Det er jo ikke hver dag, at vi skal kalde forældre ind fra varetægtsfængsling til så svær en besked, som de skal ind og modtage,« forklarer lægen i retten.

Det er en anden læge end den læge, der undersøgte pigen den nat på Hvidovre Hospital.

Forældrene kom adskilt ind på hospitalet ledsaget af politifolk for at modtage beskeden og sige farvel til deres to måneder gamle datter.

Lægen var overrasket over morens reaktion på beskeden.

»Det er en meget svær samtale, fordi jeg har en oplevelse af, at det er meget svært at fornemme mor,« siger lægen i retten.

Moren gik efterfølgende ind til sin familie i et andet lokale. Men i stedet for at gå direkte hen til sin lille datter, gik hun hen til sin egen mor for at blive trøstet. Det oplevede lægen som mærkeligt.

»Det er første gang, jeg ser sådan en reaktion. Normalt har forældre et meget stort behov for at komme over fysisk og røre ved sit barn,« siger hun i retten.

Forældrene tog afsked, og pigen blev taget ud af respiratoren.

Lægelige undersøgelser har siden vist, at begge piger var blevet udsat for vold ad flere omgange over en periode på nogle uger.

Der var blandt andet både en gammel og ny blødning i den ene piges hjerne, og pigerne havde både gamle og nye knoglebrud.

En læge har forklaret, at den slags brud på ribbenene og i benene, som pigerne havde, er karakteristiske for, at de var blevet rusket voldsomt og klemt om brystkassen.

Retssagen fortsætter over flere dage i marts, og der forventes dom i slutningen af marts.

Lyt til B.T.s kriminalpodcast 'På Fersk Gerning' her eller der, hvor du normalt lytter til podcast: