En motionsløber fandt mandag aften omkring klokken 20.45 en mand, der lå bevidstløs ved Østerlyngvej i Nykøbing Sjælland. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

»Der blev fundet et jernrør ved siden af manden, der havde både friske og gamle skader. Så vi arbejder ud fra en teori om, at han kan have været udsat for en form for vold,« siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Søren Danielsen.

Ved du noget, så tip BT på 1929@bt.dk.

Manden er blevet lagt i kunstigt koma, da han ved ankomsten til hospitalet fortsat var bevidstløs. Hans tilstand skulle dog ikke være kritisk.

»Vi har været ude på findestedet og undersøge de nærmere detaljer. Vi har haft hunde ude og lede efter spor, men vi har ikke umiddelbart fundet noget. Og så har vi foretaget afhøringer i området,« siger vagtchefen.

BNB