Sparekassen Bikuben kan på ingen måde lastes i forbindelse med en stribe handler med overskudsselskaber, som for 10 år siden blev tømt for millioner af kroner.

Sådan lød budskabet fra vicestatsadvokat Erling Vestergaard, da han sammen med sin anklagerkollega i Østre Landsret i dag tog fat på proceduren i den største straffesag om selskabstømning.

Syv mænd er tiltalt for skyldnersvig for godt 300 millioner kroner. De nægter sig skyldige. Og en af deres påstande er blandt andet, at Bikuben nærmest gav grønt lys for handlerne. Men det afviste anklageren, der i dag sagde, at "enhver mytedannelse om Bikubens rolle er nu manet i jorden."

Dommen ventes i begyndelsen af 2004. I byretten blev de straffet med tilsammen 38 års fængsel.

/ritzau/