Den tidligere X Factor-dommer Carsten 'Soulshock' Schack, mistede på tragisk vis sin kone, Maxée, i februar sidste år, da hun faldt med et vinglas i hånden og skar halsen på glasskårene. Siden da har Soulshock og sønnen Nicolaj gjort, hvad de kunne for at finde tilbage til at få livet til at fungere igen.

På Instagram har hitproduceren delt flere billeder af sønnen, og den lille families liv sammen. Blandt andet flere billeder af sønnen Nicolajs fodboldspil.

Søndag var det fars dag i USA, og sønnen skrev i den forbindelse et meget rørende brev, som Soulshock har delt på Facebook.

»Kære far. Du er den bedste far, som nogen overhovedet kan have. Du har været gennem nogle virkelig hårde tider sammen med mig. Siden vi ikke har mor, er du ked af det - ligesom mig, men du håndterer det rigtig godt. Og det vil jeg gerne takke dig for. Endnu en gang - du er den bedste far, man overhovedet kan have. Jeg elsker dig, far. Glædelig fars dag,« har Nicolaj skrevet til sin far.

Til BT har Soulshock tidligere talt om hvordan han og sønnen håndterer sorgen over Maxees død.

»Vi taler hele tiden om Maxée. Mens jeg smører madpakker og før jeg kører ham i skole, kan Nicolaj godt finde på at sige: ’Nej, hvor jeg savner mor i dag’. Om aftenen siger jeg måske: ’Kommer du ikke ind og sover hos far. Jeg savner virkelig mor. Og jeg vil helst ikke være alene’. På den måde minder vi hele tiden hinanden om, at det er OK, at være kede af det,« sagde Soulshock til BT i september sidste år, omtrent et halvt år efter konens dødsfald.