Alenemand: Album-aktuelle Rasmus Seebach har endnu ikke fundet den eneste ene

Som en af Danmarks mest eftertragtede singler burde han kunne vælge og vrage. Han er uden sammenligning den mest succesfulde danske popmusiker det seneste par år. Det skorter da heller ikke på tilbud, når unge Seebach kommer rundt i landet.

LÆS OGSÅ: 

Alligevel har Rasmus Seebach det svært med kærligheden.

- Det er sgu svært. Jeg har ikke fundet kærligheden. Egentlig er det ret paradoksalt, for kærlighedens budskab er jo simpelt, siger Rasmus Seebach.

Han er lige nu aktuel med et nyt album med titlen ’Mer’ end kærlighed’. Det kommer hele vejen rundt. Jalousi, had, forelskelse. På den måde ER den 31-årige sanger sin musik. Ikke bare teksterne, men også de ’melankolske melodier’ - som han selv udtrykker det.

Svært at praktisere

- Kærligheden er svær, men den er ikke svær at forstå. Man ved, når den er der. Man ved, hvornår det gør ondt. Hvornår man bliver jaloux. Man ved, når man fortryder sine dumheder. Den er ikke svær at greje. Den er svær at praktisere. I sidste ende er det jo det, vi alle sammen går og drømmer om, siger Seebach.

Han har selv prøvet hurtige, overfladiske forhold. Også de forhold, der blev langvarige.

- Vi giver op lige så snart, der er problemer. Nogle vil måske foretrække udtrykket, at man prøver noget nyt. Der er helt sikkert en større nysgerrighed eller rastløshed i min generation end i min mors generation. Det er mere normalt i den generation at sige, at lige nu er det noget møg, men mon ikke det bliver bedre igen, siger Rasmus Seebach.

LÆS OGSÅ: 

- Jeg har nok været lidt tilbøjelig til smutte i håb om at finde noget andet. Man har for travlt med at tjekke varen af - hvad står der på hendes Facebook-profil? Man er forbruger. I stedet for bare at lade sig fortrylle af den person, der sidder en meter fra dig. Der er mange skilsmissebørn i min generation. Det tager man som den pris, der må betales, siger Rasmus Seebach.

Han indrømmer, at:

- Jeg har haft svært ved at beslutte mig. Skal jeg jagte forelskelsen konstant? Det har jeg nok gjort i en periode. Men jeg ved jo godt, at den jo aldrig vil vare ved i al evighed, siger Rasmus Seebach.

Svært at give udtryk

Han er selv vokset op i et hjem, hvor den store kærlighed endte i et brud, da hans far foretrak flasken frem for familien. Det har ikke skræmt Rasmus Seebach. Der var altid en stor, dyb kærlighed mellem Karen og Tommy Seebach. Selv da grand prix-helten svigtede allermest.

- Jeg forestiller mig den store kærlighed som noget med... Nogle gange er der flere dage, hvor man skændes, end dage, hvor man hygger sig sammen. Forelskelsen er dampet af. Men de skønne tider er så gode, at man glemmer det andet lort. Indimellem går passionen op i husleje og bleskift. Jeg tror på de momenter, hvor man ser på hinanden og siger, ’kæft, det er irriterende, at jeg elsker dig så højt, som jeg gør. Men det gør jeg altså. Det er os to. Vi har minderne, børnene, vi har formet livet sammen, siger Seebach.

Han indrømmer, at han har et problem med at lægge sine følelser frem. Måske derfor går det også nogle gange galt.

- Det er svært at give udtryk for sine følelser. Det er jeg ikke ret god til. Jeg kan beslutte at udtrykke min kærlighed, og så ender det alligevel i en sang. Det er nok derfor, at mine sange ender med, at jeg får sagt de ting, jeg aldrig fik gjort.

Kan vi høre det i en sang, når du har fundet den eneste ene?

- Det kan du helt sikkert. Det ville være unaturligt for mig ikke at skrive en sang.