Rapperen Tange, som i midten af 00'erne hittede stort som Alias, vil hjælpe andre ud af det misbrugsmiljø, han i flere år selv var en del af.

En kendt DJ spiller for fuld udblæsning i stuen. Der er privat villa-fest i Hellerup, og hele jetset- og kendismiljøet er inviteret. Nede i kælderens badeværelse bobler boblerne løs i husets jacuzzi. To skuespillere sidder og sniffer kokain. Skråt overfor er et rum, hvor folk kommer og går. Her er bunkerne linet op. Bunker af kokain. Som taget ud fra en scene i 'Scarface'.

Sådan husker den i dag 33-årige rapper Ronnie Tange-Trentemøller, bedre kendt som Alias, en af de utallige, vilde kendisfester, han har deltaget i gennem de sidste 10 år. En periode, hvor han selv kæmpede med et stort kokainmisbrug, der blev hemmeligholdt for familien. De fik det først at vide for få måneder siden. Ifølge rapperen er misbruget et stort og udbredt problem i den branche.

- Man forbinder miljøet med glamour, overskud og masser af kvaliteter. Men dykker man længere ned under dets mange lag, finder man ud af, at folk er under et enormt pres, hvor de hele tiden skal præstere. Det pres kan du lette ved at tage kokain. Det skaber en facade og virker hver gang, siger rapperen, der i dag har skiftet Alias ud med Tange.

Han fortæller, at over halvdelen ved festerne kunne være på kokain.

LÆS OGSÅ: Så store skader kan man få af kokain

Alkohol = kokain

Tange fik sit gennembrud som Alias i P3’s Karrierekanon i 2004. Han storhittede især med ’Gør Det Igen’ i 2005 og havde pladekontrakt med Copenhagen Records, der på samme tid husede navne som Johnny Deluxe, Nephew og Niarn. Det var her, at misbruget begyndte at eskalere.

- Næsten hver gang jeg drak alkohol tog jeg kokain. Alkoholen gjorde, at jeg fik lyst til det, og stofferne gjorde, at jeg mistede kontrollen over mig selv. Når jeg vågnede dagen derpå, havde jeg enormt dårlig samvittighed over for mine nærmeste, og jeg kunne sige til mig selv, at det var slut nu. Men så snart jeg drak mig fuld igen, fik jeg lyst til det igen. Somme tider var det helt op mod fire gange om ugen, det skete, i løbet af de fire år, mit misbrug varede, siger Tange.

Vil åbne op for miljøet

Det var da, han var på vej hjem fra byen en hverdagsmorgen for få år tilbage, at han blev klar over, at han måtte have hjælp. Efter at have set sig selv udefra sidde ynkelig og alene på en bar - helt væk på kokain.

- Jeg fik en ussel og klam smag i munden. Jeg væmmedes ved det syn, jeg så for mig, siger Tange, der efterfølgende hurtigt blev en del af en anonym afvænningsgruppe.

Det hjalp ham, og i dag er han kommet ud på den anden side. Han håber, at andre kendte vil følge trop og gøre det samme.

- Der skal åbnes op for det misbrugsmiljø. Mange har brug for hjælp, og jeg håber, at de søger den. For den er der. Folk skal være ærlige over for sig selv og mærke efter, om det er ved at løbe af sporet, før det er for sent. Det gjorde jeg, og jeg er taknemmelig for, at jeg ikke døde af det siger Tange.

Dog mener han, at der godt kunne være flere muligheder for afvænning. Derfor har han valgt at uddanne sig som misbrugskonsulent.

- Jeg vil gerne være med til at hjælpe andre, der har været gennem samme tur som mig. Man får det altså bedre uden stofferne. Både med sig selv og med de mennesker, man er sammen med, siger han.

Det næste, der er at se frem til for Tange, er hans nye album, der udkommer til efteråret. Det kommer til at hedde 'Origo' der betyder 'tilbage til udgangspunktet'. Et bevis på, at Tange har lagt fortiden bag sig.

LÆS OGSÅ: Sådan ved du, om din teenager er på stoffer