Kærlighed har ingen alder, siges det. Og det har faderskab tilsyneladende heller ikke. Den nu 81-årige tidligere Volvo-direktør Pehr Gyllenhammar er blevet far til sit femte barn.

Har man mod på livet, så er 81 år ingen alder. Og den tidligere Volvo-direktør Pehr Gyllenhammar, der fyldte 81 år torsdag, har tilsyneladende masser af mod. Han er nemlig for kort tid siden blevet far til sit femte barn.

Det skriver den svenske avis Aftonbladet.

Det nye familiemedlem er en lille pige, der blev født i januar, og moderen er Pehr Gyldenhammars kone, den 42-årige britisk-canadiske læge, Lee Welten Croll.

Parret mødtes på et fly for nogle år siden, hvor Gyllenhammar forsøgte sig med en lidt alternativ scorereplik:

»Jeg åbnede samtalen med en kommentar, som hun afskyr, for den var så enkel og vulgær. Jeg spurgte: ’Hvor længe tager denne flytur?. Og hun indså naturligvis, at jeg flyver hele tiden,« har Gyllenhammar tidligere fortalt ifølge Aftonbladet.

Selv om scorereplikken ikke sad lige i skabet, så lykkedes det dog alligevel den aldrende forretningsmand at få sig charmeret ind hos den noget yngre læge. Og så slog det gnister:

»Jeg elsker hende. Jeg blev forelsket ved første blik,« har Gyllenhammar udtalt.

Pehr Gyllenhammar bor mest i Stockholm, men har også en lejlighed i London. Hverken hans kone eller parrets datter er svenske statsborgere.

Barnet er ikke Pehr Gyllenhammars første. Han har tidligere været gift to gange. Men sin første kone, Christina Gyllenhammar, fik han fire børn. De er i dag mellem 47 og 54 år.

Ægteskabet med Christina Gyllenhammar varede frem til hendes død i 2008.

Fra 2010 til 2012 vart Pehr Gyllenhammar gift med journalisten Christel Behrmann.

Herhjemme er Pehr Gyllenhammar måske mest kendt for at være manden, der var med til at skubbe på for en Femern-forbindelse.

Da Gyllenhammar var direktør for Volvo fra 1970 til 1994, så han det som en styrke for Sverige, hvis der kunne etableres en fast forbindelse til Tyskland. På den måde ville Sverige få styrket sine forbindelser til det europæiske kontinent.

Han var derfor med i lobbyorganisationen Scandinavian Link, som bestod af nordiske erhvervsledere. Gruppen havde til formål at sikre hurtige og effektive trafikforbindelser gennem Norden.

Det er for flere år siden blevet vedtaget, at Femern-forbindelsen vil blive udført. Men projektet bliver hele tiden udskudt. Det er dog besluttet, at det vil blive en Femern-tunnel, der bliver verdens længste tunnel under vand. Det bliver Danmarkhistoriens dyreste anlægs-projekt og forventes at koste omkring 41 milliarder kroner.

Det vides endnu ikke, hvornår tunnelen vil stå færdig, men ifølge Berlingske er det meldt ud, at det tidligst bliver i 2024.