Tirsdag aften deltog designeren Jim Lyngvild i et interview om sit arbejde i Kina hos DRs Aftenshowet. Her satte han blandt andet tal på, hvor mange kinesere der har samme levestandard som danskerne.

Og det fik Politikens Kina-korrespondent Kim Rathcke Nielsen, der har tilbragt sammenlagt 10 år i Kina, til tasterne, hvor han i et Facebook-opslag stiller spørgsmålstegn ved flere af Jim Lyngvilds påstande om det kinesiske folkefærd.

Opslaget har siden spredt sig som en steppebrand på de sociale medier og er i skrivende stund liket mere end 4.000 gange og delt mere end 600 gange.

Artiklen fortsætter under opslaget.

Alligevel holder Jim Lyngvild over for BT fast i, at han havde ret, da han blandt andet sagde, at 800 millioner kinesere havde samme levestandarder som danskerne, og at ordet nej ikke findes på kinesisk.

I det følgende kan du læse Jim Lyngvilds forsvar af de påstande, som Kim Rathcke Nielsen anfægter i sit Facebook-opslag.

Kim Rathcke Nielsen:

»Forrygende interview med Jim Lyngvild i Aftenshowet. Hvis du ved en lille smule om Kina, så kan du lære masser af nye ting, som du ikke vidste i forvejen. For eksempel fortæller Lyngvild, at “ordet nej ikke findes på kinesisk”, hvilket nok vil chokere mange af de 1,35 milliarder kinesere, at det negative præfix 不 nu ikke længere eksisterer.«

Jim Lyngvild:

»Han anfægter det her med, at ordet nej ikke findes på kinesisk. Jeg har ikke oplevet ordet nej, jeg har oplevet, at man taler rundt om et givent spørgsmål, men man får ikke et nej. Der er jo personer, som har kommenteret hans opslag, der giver mig ret i det.«

Kim Rathcke Nielsen:

»Du kan også lære, at der er 800 millioner mennesker i Kina, der har samme levestandard som danskerne. Lyngvilds analyse er et opgør med et af de seneste autoritave skøn, der bygger på McKinseys tal fra 2013, som anslår middelklassen til at være på cirka 200 millioner personer.«

Jim Lyngvild:

»Jeg har talt med andre Kina-eksperter, og de fortæller mig, at deres tal er, at 800 millioner kinesere lever et middelklasseliv. De er trods alt Danmarks største auktionshus.«

Kim Rathcke Nielsen:

»Lyngvild fortæller også, at kineserne “elsker vikingekulturen”. Selv har jeg i sammenlagt 10 år aldrig hørt en kineser tale om vikinger.«

Jim Lyngvild:

»Han siger, at vikingerne ikke er populære i Kina. Det må han så spørge Kopenhagen Fur om. Det er svært som ene hær at fortælle, hvad vi oplever, men vi har kun oplevet en overstrømmende interesse for det her emne. Kineserne synes, at det er enormt interessant med ens fortid, men jeg siger ikke, at alle er. 90 procent er formentlig ligeglade, men der er en del, der synes den europæiske kulturarv er spændende.«

Kim Rathcke Nielsen:

»Mange vil også lade sig imponere af, at Lyngvild kan spore sin slægt helt tilbage til engang under Harald Blåtand. Det er noget, som “kinesere ikke kan på samme måde”, siger Lyngvild. Det burde nogen fortælle for eksempel efterkommerne af Confucius, når de næste gang mødes for at fejre deres berømte forfader, der har fødselsdag den 28. september 551 f. kr. Eller de kinesiske familier i det hele taget, som er kendte for at have detaljerede stamtræer.«

Jim Lyngvild:

»Den tager jeg på min kappe. Der har jeg ikke mine fakta i orden. Men det er jo bare skønt, for det viser at den kulturelle revolution ikke ødelagde alt i Kina.«

Kim Rathcke Nielsen:

»Ifølge oplægget på DR er Lyngvild ved at være en mediedarling i Kina. Men hvis man søger på Baidu, så lader det dog til, at de cirka 3.300 lokale, regionale og nationale tv-kanaler, samt 2.600 radiostationer og 1.900 aviser i Kina har glemt at omtale Lyngvild. Nogen bør gøre dem opmærksomme på, at danskeren er berømt i Kina.«

Jim Lyngvild:

»Først vil jeg gerne understrege, at jeg ikke har kaldt mig selv mediedarling i Kina, men jeg har trods alt lavet interviews med nogle af de største medier i Kina, men det gør mig selvfølgelig ikke til en mediedarling i Kina.«

Jim Lyngvild rejser for tiden ofte til Kina, hvor deltager i tv-programmet ”The Muse Dress. Her skal han sammen med fire andre designe to kollektioner.