Harry Potter-stjernen Emma Watson har købt sin første bolig og er efter sigende flyttet sammen med sin kæreste Jay Barrymore.

Den 19-årige skuespillerinde starter om få måneder på universitetet i USA, men vil først skabe sig en base i London. Hun har investeret tre millioner pund, godt 26 millioner kroner, i et byhus, der ligger et stenkast fra hendes fars hjem i den nordlige del af byen.

Selv om Watson er indskrevet på Columbia University i New York, hvor hun vil læse engelsk litteratur, deler hun nu adresse med kæresten, som er bankmand. 'Emma skal snart til USA, men hun vil slå rødder i England først og hendes forhold til Jay bliver stærkere og stærkere', siger en anonym kilde til den britiske frokostavis Daily Mirror.

Watson og Barrymore mødtes ved en prisuddeling for knap halvandet år siden.