Lene Nystrøm fra Aqua har på det seneste vist sig fra en mere vovet side, når hun har stået på scenen - i læder og latex. Men det er ingenting, for tidligere har hun vist en del mere.

- Jeg har prøvet at vise bryster på scenen for 15 år siden, og jeg har prøvet at stå i underbukser på scenen for ti år siden. Men jeg har ikke mindre tøj på nu, end jeg har haft før. Og jeg opfører mig ikke anderledes på scenen end jeg har gjort før, fortæller Lene Nystrøm til bt.dk.

Den ene af de to forsangere for succesbandet mener, at det er fordi, tøjet nu består af læder og latex, at der er så meget mere fokus på det end før, hvor outfittet på scenen var meget mere farverigt.

SE DE VILDE BILLEDER: Aqua-Lenes frække sceneshow

- Det bliver ligesom ikke taget frem, for dengang var det lidt mere med farver og lidt mere uskyldigt. Men fordi der nu er andre materialer, læder og latex på scenen, så er det pludselig mere heftigt, fortæller popstjernen til bt.dk.

Ifølge Lene Nystrøm så er den lette påklædning ikke noget nyt. Men for hende handler det om, at lave et show, og der har tøjet altid betydet meget.

LÆS OGSÅ:

- Der er blevet kørt rigtig meget på det her med tøjet, fordi man måske ikke har så meget andet at tale om. Vi har altid godt kunne lide at lave et show og klæde os ud og klæde os af – specielt Søren (Rasted red.), siger Lene Nystrøm og griner.

Aqua er snart klar med et nyt album. Og her spiller tøjet netop sammen med de nye numre og det univers, som gruppen har forsøgt at skabe på den nye plade. En plade der har fået navnet 'Megalomania' - der er et psynonym for storhedsvanvid - og udkommer 3. oktober.

- Det hænger sammen med musikken, som er mere kantet og ind til benet. Så vi synes stylingen passer ind i vores univers, det er en naturlig del af udviklingen. Jeg tager hverken mere eller mindre tøj af, end jeg gjorde før, jeg ser bare anderledes ud. Jeg har altid optrådt meget provokerende på scenen, fortæller Lene Nystrøm.