Barndomsdrømmen gik i efteråret i opfyldelse for Nikolaj Ehlers, da han fik debut i NHL for Winnipeg Jets. Pladsen i verdens stærkeste ishockeyliga kan ikke tages for givet, så han er allerede fokuseret på, hvad der skal forbedres

Torsdag 8. oktober løb Nikolaj Ehlers iført sin hvide Winnipeg Jets-trøje med nr. 27 på ryggen for første gang på isen i NHL til en grundspilskamp. I sin første sæson i verdens bedste ishockeyliga fik han i alt 72 kampe, og det har været ishockey nonstop – med undtagelse af en tre uger lang skadespause.

»Det har været hårdt. Det har det. Men det har været superfedt. Det var en drøm, der gik i opfyldelse dér med med min første kamp. Og at få lov til at spille resten af kampene var helt fantastisk. Siden da har det nærmest bare været kamp tre-fire gange om ugen, så jeg har ikke rigtig tænkt på så meget andet end bare hockey. Og nu er jeg her,« siger 20-årige Nikolaj Ehlers, der i morgen tager hul på sit første senior-VM, når han og Danmark møder Norge i den russiske hovedstad, Moskva.

Men der har heller ikke været tid til at slappe af for den danske angriber, som ellers har fået overgangen fra juniorhockey til den største scene til at se gnidningsfri ud.

»Det ser nok lidt lettere ud, end det var. Der er mange spillere med til decamps, som også gerne vil på holdet, så man kan ikke lige tage en fridag og sige: ’I dag tager jeg den lige lidt med ro, så er jeg klar til i morgen’. Man kører på hele tiden, og det har været en hård sæson. Det er første gang, jeg har spillet så mange kampe i en sæson.«

Nikolaj Ehlers har i sin ungdomskarriere været vant til at skovle point til sig, men i sin første NHL-sæson har der været perioder, hvor både mål og assister er udeblevet.

»For at være helt ærlig var det lidt mærkeligt. Det er jeg ikke helt vant til: at gå fire-fem kampe uden point. For at kunne blive på holdet bliver man bare nødt til at spille det simple spil, når det ikke helt kører for en, og bare køre på og blive ved med at skøjte. Til sidst fik jeg chancen igen for at spille i første- og andenkæden, og så begyndte det at gå godt igen,« siger Ehlers, der har forsøgt ikke at tænke for meget over det.

»Efter en kamp går man hjem og tænker over den, og næste dag kommer man til træning, og så er det helt fint igen. Jeg er mentalt god nok til at kunne sige, hvornår jeg har spillet en god og en dårlig kamp, og det synes jeg også, jeg har været i år.«

3. marts blev Ehlers ramt af et skud fra landsmanden Frans Nielsen. Pucken ramte så uheldigt, at visiret på Ehlers’ hjelm gik i stykker, og den unge dansker måtte udgå med blodet løbende fra højre øje. Det kostede ham tre ugers pause.

»Det tog tre uger, for hvis jeg havde fået en slem tackling eller en høj stav omkring øjet igen, kunne det være, det var gået endnu værre. Jeg kunne nok godt have spillet en uge efter, men da vi ikke rigtig var i spil til playoff længere, ville jeg hellere tage det med ro og være sikker på, at der ikke skete mere. Det er jo mit øje. Havde det været mit håndled eller et eller andet, havde jeg nok spillet,« siger Nikolaj Ehlers.

Lige nu fokuserer den unge angriber med begge øjne på VM i Rusland, men han er allerede klar over, hvad der skal ske i sommerferien, hvis han vil have en endnu bedre sæson i NHL til efteråret.

»Jeg ved godt, at jeg ikke er 100 procent sikker på at være på holdet til næste år. Det er stadig noget, jeg kommer til at arbejde for de næste par år, før jeg virkelig har slået mit navn fast på holdet,« siger Ehlers og fortsætter:

»Mit defensive spil er helt sikkert noget, jeg som ung aldrig rigtig gad, så det lærte jeg aldrig helt. I mit første år i Halifax (i den canadiske juniorliga QMJHL, red.) begyndte jeg at skulle spille mere defensivt og selvfølgelig spille offensivt også. Det er nok den største ting, jeg kommer til at arbejde på, når jeg går på is igen i slutningen af sommeren.«