Landsholdets vigtigste angrebsvåben regner ikke med at kunne træne to gange om dagen på grund af knæproblemer.

Verdens bedste spiller, Mikkel Hansen, bliver klar til verdens største turnerering, VM.

Det var ellers frygtet, at en knæskade ville holde PSG-spilleren fra vinterens verdensmesterskaber i januar i Spanien, men han kunne efter den første landsholdssamling i Aarhus melde sig selv fit for fight.

- Jeg regner da med at spille VM, siger Mikkel Hansen til Ekstra Bladet.

Den hårdtkastende landsholdsspiller har dog ikke spillet i juledagene og er påpasselig.

- Jeg har spillet de to sidste kampe for Paris. Bagefter har der ikke været noget galt med knæet. Jeg kan nok ikke træne to gange hver dag, men det ser som sagt fint ud med knæet, forklarer Mikkel Hansen.

Dermed er landstræner Ulrik Wilbek en bekymring færre, da også Bo Spellerberg har problemer med en skade, der sidder i skulderen.