Den spanske venstre back, Antonio Garcia, har forladt KIF Kolding København og er taget hjem til Barcelona, hvor de spanske mestre, FC Barcelona, vil tegne kontrakt med ham. Det skriver Jydske Vestkystens hjemmeside.

Antonio Garcia skulle mandag have forladt Danmark for at slutte sig til FC Barcelona, som har brug for en mand, der kan erstatte danske Lasse Andersson, som er ude i minimum seks måneder med en skade.

KIF Kolding København vandt DM både i 2014 og 2015, men sidste år glippede det for den storsatsende klub. Derfor hentede klubben flere nye spillere - bl.a. Antonio Garcia i den ungarske klub, Pick Szeged.

Antonio Garcia var med til at vinde VM med Spanien i 2013, men den 33-årige venstre back er ikke blevet den forstærkning i KIF Kolding København, som klubben havde håbet på. Han mistede hurtigt den faste plads på holdet, og udenfor banen har han haft svært ved at trives i Danmark - bl.a. fordi han har en lille søn i Barcelona.

Med i overvejelserne spiller dog nok også det forhold, at KIF Kolding København er meget pressede - både på og uden for banen.

Klubben må frygte for, om den kommer blandt de otte hold i 888 Ligaen, som kvalificerer sig til slutspillet. Samtidig er klubben økonomisk hårdt presset, og et skifte til FC Barcelona for den løntunge Antonio Garcia vil gøre problemerne en smule mindre for KIF Kolding København.

Jydske Vestkysten skriver, at Antonio Garcia har løn til gode i klubben, og at han derfor kan skifte til FC Barcelona, uden at klubben skal betale overgangssum til KIF Kolding København.

Det er ikke lykkedes for avisen at komme i kontakt med hverken Antonio Garcia selv, KIFs sportschef, Lasse Boesen, eller klubbens direktør, Jens Boesen.