Kevin Magnussens ankomst bliver en klar forstærkning af Haas-holdet. Sådan lyder vurderingen fra hans kommende holdkammerat Romain Grosjean, der glæder sig til at skulle køre på hold med danskeren, der for en uge siden skrev under på en toårig kontrakt med det amerikanske racerhold, der gør klar til deres anden sæson i Formel 1.

»Han kommer med masser af erfaring fra McLaren og fra Renault i år. De har forbedret sig i forhold til, hvordan de fungerede sidste år, så det bliver interessant at få hans feedback og hans erfaringer med fra McLaren, som er et virkeligt stort arbejde. Det kan vi arbejde med,« siger Grosjean ifølge crash.com.

Franskmanden har selv oplevet, hvordan det er at køre mod Magnussen, og han er imponeret af danskeren, som han regner for en svær konkurrent.

»Han er helt sikkert en god kører. Når han har en position i løbet, så er det svært at overhale ham. Hvis holdet skal have mere i bonus, så skal vi score flere point med to biler. Det var meningen, og han ved, hvordan man gør det, så forhåbentlig får vi et godt forhold,« siger Grosjean, der i år har scoret alle de point, som Haas har kørt ind, mens holdkammeraten Esteban Gutierrez ikke har bidraget med nogle point.

«Selvfølgelig vil man altid gerne slå sin holdkammerat. Men det vigtigste er, at vi begge scorer point og bringer holdet fremad,« fastslår Grosjean.

De to kommende holdkammerater kører for sidste gang mod hinanden på forskellige hold ved grandprixet i Abu Dhabi i næste weekend.

Med skiftet til Haas bliver Magnussen den første kører, som både har kørt med Renault-, Mercedes-, Honda- og Ferrari V6 Hybrid-motorer.