Det var en skidt kvalifikation med masser af modgang. Alligevel blomstrer optimismen hos Renault inden søndagens ungarske Formel 1-grandprix.

Her forventer løbsdirektør Alan Permane en indsats svarende til et helt andet niveau end de 17.- og 19.-pladser som henholdsvis Jolyon Palmer og Kevin Magnussen har, når løbet starter på Hungaroring.

For inden den kaotiske kvalifikation med regn, røde flag og masser af forstyrrende afbrydelser havde de to Renault-kørere faktisk kørt sig helt op som nummer 10 og 12 i den tredje træning umiddelbart inden.

»Vi ved, at vi har vist bedre fart her, end vi har vist på det seneste. Vi har vist stort potentiale og bilens fart ser god ud, som vi så i den tredje træning,« siger Alan Permane til Renaults hjemmeside og fortsætter:

»Men vi ved også, at det ikke er let at overhale på Hungaroring.«

Og der var faktisk også god fart i eksempelvis Kevin Magnussens bil i kvalifikationen trods de svære forhold, hvor han flere gange måtte afbryde en god tid på grund af rødt flag.

Han sagde selv efterfølgende, at farten havde været til top-5 på det pågældende tidspunkt.

Alan Permane vil inden søndagens løb også holde skarpt øje med den noget uforudsigelige faktor, der prægede lørdagens kvalifikation.

»Vi ville holde godt øje med vejret, for lørdagens regnskyl var slet ikke forventet.,« siger han.

Artiklen fortsætter under billedet...

Så vådt var der for Kevin Magnussen i lørdagens kvalifikation.
Så vådt var der for Kevin Magnussen i lørdagens kvalifikation. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Også Renault-kørerne ser positivt på mulighederne i søndagens løb – trods den kaotiske og mislykkede kvalifikation:

Kevin Magnussen: »Det er stadig en positiv weekend set i forhold til, hvor stærke vi så ud om morgenen (til lørdagens tredje træning, red.). I løbet går vi efter at få det bedste mulige ud af det.«

Jolyon Palmer: »Uanset vejret regner jeg med, at vi kommer til at køre os op. Det kan blive et storslået løb.«

Du kan selvfølgelig følge søndagens Ungarn-grandprix live her på BT.dk. Løbet begynder kl. 14.