Mercedes-holdkammeraten er ikke overrasket over, at Nico Rosberg har valgt at stoppe Formel 1-karrieren.

Wien. Flere har reageret med stor undren over, at racerkøreren Nico Rosberg (Mercedes) fredag pludselig meddelte, at han stopper som Formel 1-kører.

Holdkammeraten og rivalen Lewis Hamilton er dog ikke overrasket over, at den nykårede verdensmesters siger farvel.

»Det er første gang, han har vundet en titel i 18 år, og dermed er det ikke overraskende, at han har valgt at stoppe.«

»Han har også en familie at fokusere på. Han vil gerne have flere børn, og Formel 1 tager så meget af din tid. Vil jeg savne vores rivalisering? Selvfølgelig,« siger Lewis Hamilton ifølge Reuters.

Lewis Hamilton indrømmer da også, at han vil savne Nico Rosberg i sporten.

»Vi begyndte sammen, da vi var 13 år, og vi snakkede altid om at blive mestre. Det bliver virkelig mærkeligt og trist ikke at have ham på holdet næste år. Sporten vil savne ham, og jeg ønsker ham alt det bedste.«

»Det er selvfølgelig en skam, at han ikke vil lade mig kæmpe for at vinde titlen tilbage, men det er hans valg, og det respekterer jeg. Sig farvel, når du er på toppen, mens du kan,« siger Hamilton.

Den tidligere britiske verdensmester er ligeglad med, hvilken kører Mercedes henter som erstatning for Nico Rosberg.

»Det er ligegyldigt. Jeg kører mod dem (uanset hvem, red.). Jeg er her for at køre ræs,« siger Hamilton.

Nico Rosberg offentliggjorde fredag sin beslutning om at stoppe i Formel 1. Det skete, fem dage efter at han blev kåret som verdensmester.

Tyskeren forklarede, at tankerne om et karrierestop begyndte at melde sig i oktober, og at han inden sæsonens sidste grandprix i Abu Dhabi vidste, at det kunne blive hans sidste løb.

Rosberg indledte Formel 1-karrieren tilbage i 2006 hos Williams. Fra 2010 til 2012 var han holdkammerat med legenden og landsmanden Michael Schumacher hos Mercedes.

/ritzau/