Den britiske tabloidavis The Sun udstiller den pressede Manchester United-manager Louis van Gaal i torsdagens juleaftensavis.

Hvis Louis van Gaal og The Sun var på julekort sammen inden ugens begyndelse, så er de det næppe mere. Eller, lad os sige: Så er de det helt sikkert ikke mere!

Louis van Gaal rasede godt og grundigt mod hele den engelske presse, da han onsdag deltog i det obligatoriske pressemøde i Premier League. Hollænderen, der ifølge medierne sidder gevaldigt løst i trænersædet i Manchester United, vil ikke finde sig i, at medierne hele tiden skriver om en nært forestående fyring - det har konsekvenser for hans familie, for vennerne, for fansene, lod han forstå.

Ja, faktisk krævede van Gaal direkte en undskyldning, og den giver The Sun ham nu i dagens avis.

Avisen indledes med ordene »LvG (Louis van Gaal, red.) kræver en undskyldning, så... SORRY!«

Så langt så godt.

Men ved at læse videre ned over tekstbiderne står det hurtigt klart, at ordene bærer præg af en tyk, tyk sarkasme.

»Vi er kede af, at du ikke har vundet de seneste seks kampe.«

»Vi er kede af, at du har ført holdet fra en førsteplads til en femteplads.«

»Vi er kede af, at du røg ud af Champions League.«

»Vi er kede af, at du har kedet fansene ihjel.«

»Vi er kede af, at du har gjort alt det og brugt 250 millioner pund (2,5 milliarder kroner) på det.«

Det skal blive gevaldigt spændende at se, hvad Louis van Gaal siger til pressen næste gang, at de mødes...