Kasper Risgård var AaBs bedste i 1-0 sejren over FCK og var tilfreds med tre vigtige point

AaB havde godt fat i FCK i sidste sæson, og det tyder på, at det fortsætter i denne sæson med 1-0 sejren i Aalborg.

AaBs midtbanemotor Kasper Risgård var naturligvis tilfreds med sejren.

- Jeg synes, at vi i en længere periode har søgt efter det flydende spil og gode kombinationer. Jeg synes, at vi fandt det frem mod FCK, og så er jeg meget tilfreds med den defensive indsats. Når vi tabte bolden nogle risikable steder, så var vi gode til at få fat i den igen, erklærede Risgård.

Han erkender, at AaB kommer ud for et hårdt program med Europa League-gruppekampe og Superligaen, men han mener, at truppen er god nok til at håndtere det.

- Jeg synes, at vi viste, at der er masser af kvalitet i holdet, og det skal vi fortsætte med i det her kommende hårde program. Det er vigtigt med kontinuitet, at vi kan spille hver gang selv i et presset program. Det er vigtigt, at vi ikke skifter for meget ud, men dem der sidder uden for, de er også klar til at gå ind og gøre en forskel. Vi skal vise, at vi har en god bredde nu, sagde Risgård.

Omkring en episode hvor det så ud som om, at han fik en albue i ansigtet af Nicolai Jørgensen, sagde Risgård:

- Jeg ved ikke, om det var bevidst. Det er sådan noget, der sker i kampens hede, og vi var alle godt oppe og køre i en meget intens kamp. Det er ikke lige noget, jeg tænker på her efter kampen.