Real Madrid-spilleren Mariano Diaz er blevet smittet med coronavirus.

Radiostationen Onda Cero meddelte på Twitter tirsdag eftermiddag, at en Real Madrid-spiller er blevet smittet med coronavirus, mens Deportes Cuatro skrev, at der skulle være tale om Mariano Diaz.

Det har Real Madrid bekræftet.

Angriberen fra Den Dominikanske Republik kommer derfor ikke til at spille med, når Real Madrid møder Manchester City i Champions League 7. august.

Ikke blot er det en trist situation for Mariano Diaz og Real Madrid. Men den positive test sætter allerede nu store spørgsmålstegn ved, om kampen mellem Real Madrid og Manchester City kan afvikles.

I Spanien er der regler, der gør, at man skal forblive i 14 dages karantæne, hvis man er smittet med coronavirus.

Flere regeringer har desuden frarådet rejser til Spanien i de seneste dage, da smittetallet er begyndt at stige voldsomt igen i Spanien, og den britiske regering har indført obligatorisk 14-dages karantæne for alle, der entrerer landet fra Spanien.

Det havde Real Madrid dog fået dispensation for, men det kan altså have ændret sig nu med Mariano Diaz' positive coronatest.

Journalisten Fernando Burgos, der krediteres for historien hos Onda Cero, skriver i sit tweet om Mariano Diaz, at 'kampen mod Manchester City er tabt'.

Ifølge Daily Mail kan kampens afvikling komme under pres, hvis flere Real Madrid-spillere testes postive, ligesom den britiske regering også kan blive kritiseret på grund af de nye regler omkring indrejse fra Spanien, hvis Real Madrid får dispensation til at rejse ind uden at blive testet.

Det er der dog intet meldt ud om fra officiel side tirsdag eftermiddag omkring Champions League-braget.

Det første opgør mellem Real Madrid og Manchester City endte 2-1 til englænderne, der har en solid fordel i returkampen på hjemmebane. Real Madrid mangler desuden Sergio Ramos, der har karantæne.

26-årige Mariano Diaz har spillet ungdomsfodbold i Real Madrid og skiftede i 2017 til Lyon fra netop Real Madrid efter ikke at have slået igennem. Det gjorde han i Lyon, og året efter købte Real Madrid ham tilbage.