Simon Kjær og flere holdkammeraters lønaftale med Wolfsburg er blevet offentliggjort i stort tysk medie.

Normalt nægter professionelle fodboldspillere at fortælle offentligt, hvor meget de hiver hjem til bankbogen hver måned. Men nu kan den danske landsholdsspiller Simon Kjær ufrivilligt se sin personlige aftale med sin tyske arbejdsgiver, Wolfsburg, publiceret i Der Spiegel.

Det store tyske ugemagasin har netop offentliggjort en ellers hemmelig liste over otte Wolfburg-spilleres lønaftale med Bundesliga-klubben, og her figurerer Simon Kjær. I artiklen i Der Spiegel står der således, at den 23-årige forsvarsspiller tjener 18 millioner kroner om året, og oveni det skal der lægges Kjærs bonusaftale.

- Alle spillerne har forhandlet deres egen aftale med Wolfsburg hjem, derfor afhænger deres samlede løn meget af deres præstation på banen. Det kan være 20 procent eller mere, men det er svært præcist at sige, fortæller journalist Andreas Pahlmann, der til dagligt følger Wolfsburg tæt for avisen Wolfsburger Allgemeine Zeitung.

Listen med de otte spillere, seks nuværende og to forhenværende, har fyldt godt i flere tyske medier siden weekenden, da de første historier fra Der Spiegel begyndte at sive. Det var i forvejen velkendt, at spillerne i Wolfsburg bliver særdeles godt betalt, men medierne har kastet sig over listen, fordi de for første gang får sat præcise tal på.

- Det er en stor historie i Tyskland, og den kommer fortsat til at fylde meget resten af ugen, siger Andreas Pahlmann.

Brasilianeren Diego modtager for eksempel godt 62 millioner kroner om året eksklusiv bonus, Christian Träsch 21 millioner kroner og Srdjan Lakic 19,5 millioner kroner. Voldsomme udbetalinger, når man tænker på, at Wolfsburgs trup rummer langt over 30 spillere.

Wolfsburgs nye sportsdirektør, Klaus Allofs, har været offensiv i medierne omkring klubbens mangel på mådehold, og det er nærliggende at gætte på, at den nylige offentliggørelse af listen i Der Spiegel også skal bruges af den nye ledelse i Wolfsburg til at signalere, at det er disse massive lønninger, den fremadrettet vil gøre op med. Det har sportsdirektør Allofs allerede garanteret.