Det var ikke just nogen varm velkomst den nye Chelsea-manager Rafael Benitez fik, da Manchester City søndag var på besøg på Stamford Bridge.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Rafael Benitez tidligere har været manager i Premier League. Dengang stod han i spidsen for et Liverpool-mandskab der havde mange heftige sammenstød med netop Chelsea. Og dengang for fem år siden var der ingen tvivl i Rafas' sind, han var Liverpool-træner og udtalte følgende.

- Chelsea er en stor klub med fantastiske spillere, men jeg ville aldrig tage det job (som Chelsea-træner, red.). For mig er der kun en klub i England, og det er Liverpool, udtalte Benitez dengang. 

Yderligere havde Rafa dengang udtalelser om Chelseas fans og deres plastic-flag hvilket ikke kunne måle sig med klubfølelsen i Liverpool.
 
Desværre for den lille spanier har mange fodboldfans en glimrende hukommelse, hvilket også gælder for tilskuerne på Stamford Bridge. Mange mødte træneren med buh-råb og smædende skilte som var rettet personligt mod Rafa.

Blandt de negative udmeldinger fra Chelsea-fans var udsagn som "Velkommen til cirkus, medvirkende: Fede Rafa som den nye klovn", og "Vi stolede på Di Matteo, men vi kommer aldrig til at stole på Rafa".