William Kvist har absolut ingen planer om at skulle med Wigan ned i League 1, Englands tredjebedste række. Men det betyder ikke, at han er parat til at vende hjem til FC København til næste sæson.

Ståle Solbakken ville formentlig være glad for at kunne forstærke sin trup med landsholdsspilleren, som den norske træner selv har været med til at forme, men William Kvist har ingen planer om at skulle tilbage til dansk fodbold foreløbig.

Det fastslår han i et videoklip, som han har lagt op på sin facebook-side.

»Jeg ønsker at blive i England, eller i hvert fald i udlandet... Og meget i klub med fremdrift.«

»Jeg føler, at jeg har meget, som jeg gerne vil opnå og opleve, og at jeg har meget at give her i udlandet, inden snuden bliver vendt hjemad mod København.«

Faktisk kan det have lange udsigter, før Kvist er klar til at spille på dansk jord igen, hvis han selv kan vælge.

»Jeg har passet godt på min krop, så mon ikke jeg har i hvert fald fem gode år tilbage på topplan,« vurderer Kvist, som nu vender hjem til Danmark for at træne op til de kommende landskampe.

Og mon ikke han får lov til at træne med i FCK, selvom han altså ikke har nogen planer om at skulle spille i klubben efter sommerferien.