Morten Olsen og Nicklas Bendtner skal sammen til endnu en slutrunde, når der om en måned skal spilles VM i Brasilien. Men det bliver ikke på banen og bænken de to skal i aktion.

Landstræneren og angriberen er således begge i folden hos DR som eksperter. En tjans som har givet anledning til stor diskussion om en klubløs Bendtner, der dermed ikke får tid til at gøre sig klar til den kommende sæson, men Morten Olsen vil ikke blande sig i debatten:

- Hvis han vil kommentere fodbold i stedet for at ligge ved stranden, så må han om det, det vil jeg ikke blande mig i. Det er hans ferie, og han bestemmer selv, hvordan han bruger den, lyder det fra Morten Olsen.

Han fortalte dog på pressemødet i DBU, at Bendtner, i sin nuværende fatning, er langt fra på det niveau, der skal til for at være A-landsholdspiller:

- Det står klart, at hvis han ikke spiller, så kommer han heller ikke tilbage på landsholdet. Det kræver, han er fit og i form, hvis han skal tilbage. Det tror jeg sagtens han kan, og jeg tror, vi alle sammen håber, at han finder den form, han havde ved EM for to år siden, lyder det fra landstræneren.