Tirsdag fyrede Det Engelske Fodboldforbund Sam Allardyce som landstræner efter kun 67 dage i jobbet.

London. Storbritanniens idrætsminister vil nu have undersøgt anklagerne om korruption i engelsk fodbold, der indtil videre har ført til fyringen af Sam Allardyce som Englands landstræner i fodbold.

Det skriver AFP.

Den engelske avis The Daily Telegraph anklagede sent tirsdag flere nuværende og tidligere Premier League-managere for at have modtaget bestikkelse i forbindelse med spillerhandler.

Det er de anklager samt anklagerne mod Sam Allardyce, som idrætsminister Tracey Crouch nu vil have undersøgt.

- Sportens integritet er ikke til diskussion, og det står klart, at der forventes fuldkommen gennemsigtighed, når det kommer til sportsforbundene i Storbritannien såvel som i resten af verden, siger hun.

- Set i den kontekst, så er de seneste anklager mod engelsk fodbold meget bekymrende, og vi vil diskutere sagen med fodboldforbundene. Alle beviser skal undersøges til bunds.

The Daily Telegraph har med skjult kamera afsløret Sam Allardyce i at have opfordret til brud på transferreglerne hos Det Engelske Fodboldforbund (FA).

På videoen rådgiver den nu tidligere landstræner tre journalister, der udgiver sig for at være forretningsmænd, i, hvordan de kan omgå FA's regler om, at en spiller ikke må være ejet af en tredjepart.

The Daily Telegraph har desuden filmet tre fodboldagenter, der diskuterer korruption og ulovlige udbetalinger i international fodbold.

Ifølge avisen er otte nuværende og tidligere Premier League-managere samt to managere fra den næstbedste engelske række, Championship, også involveret.

I de skjulte optagelser fortæller den italienske fodboldagent Giuseppe Pagliari, at han har åbnet bankkonti i Schweiz for flere managers, og han brugte mellemhandlere til at dække over de ulovlige udbetalinger.

Avisen har ikke offentliggjort nogle navne på managere, men skriver, at de tre fodboldagenter nævner mange af de samme managernavne.

/ritzau/