Mester-instruktøren, David Cronenberg, ryster fire vidt forskellige skuespillere sammen til en yderst troværdig russisk gangstercocktail sat i scene i London.

David Cronenberg er et geni. Det er simpelthen umuligt for mig at skrive en anmeldelse af 'Eastern Promises' uden at nå til den konklusion, og hvorfor så ikke fyre den af med det samme?

Den 64-årige instruktør fra Canada er alt andet end pensionsmoden. Han er nysgerrig og han udfordrer hele tiden både sig selv og sit publikum med nyt stof i gammelkendt original og voldsom indpakning.

Det er næsten overnaturligt at blive ved med at levere den ene gode film efter den anden efter en karriere med pejlemærker som 'Dead Zone', 'Fluen', 'Blodbrødre', 'Crash', 'eXistenZ' og 'A History of Violence' for blot at nævne nogle få.

'Eastern Promises' er tør, fascinerende, sort, benknusende rå og eftertænksom og overraskende og samtidig er den helt inde i sin kerne fyldt med medmenneskelighed.

Instruktøren ryster fire vidt forskellige skuespillere sammen til en ultra troværdig russisk gangstercocktail sat i scene i London.

Gangsterboss som hyggeonkel
Australske Naomi Watts er tilpas bekymret som jordemoderen, der bringer et barn fra en afdød 14-årig til verden og tysk-russiske Armin Mueller-Stahl spiller sin gangsterboss herligt omvendt som hyggeonkel. Franske Vincent Cassel er bossens søn og han bruger sit nervøse spil optimalt til at vise gangsterprinsens brister.

Viggo bærer filmen
Midt i filmen står næsten danske Viggo Mortensen, der med få velvalgte ord, et borende blik og en skarp frisure bærer filmen som den tavse helteskurk.

Visse kloge mennesker har det med at nedgøre Viggos talent for at spille skuespil, fordi han ikke gestikulerer vildt med armene. Til gengæld er han stille og roligt 'og på sin egen unikke diskrete facon' ved at blive en af de store. Han har Gary Coopers ro i ansigtet, Clint Eastwoods sammenbidthed, Kirk Douglas’ beslutsomhed og er alligevel helt sin egen.

Igen gør David Cronenberg i øvrigt et nummer ud af at vise os volden tæt på, så vi kan mærke, at den slags er væmmeligt. En del blotlagte halspartier skilles i to og Viggo bliver banket sønder og sammen uden tøj på i en scene, hvor tatoveringer, blod og Viggos tissemand flyver lystigt gennem luften.

'Eastern Promises' er kanongod, bliver kult inden længe og kanoniseres, når årtiets filmhistorie skal skrives.