Jesper Christensen kalder det ’en fest’ at være med i ’Arvingerne’ – både som skuespiller og instruktør.

Skuespilleren Jesper Christensen, 65, forsvinder ind i sin egen fortid, når han klasker hippieparykken på hovedet i rollen som den egocentriske musiker Thomas i DRs dramaserie ’Arvingerne’

Han er en sjælden gæst på tv, for han kan godt lide at gå på gaden uden at blive genkendt.

- Man går mere i fred, når man ikke er på tv. Den berømthed, tv giver, får folk til at føle, at du er deres familie. Jeg vil hellere være i fred, forklarer han.

Men han fortryder ikke et sekund, at han sagde ja til at være med i ’Arvingerne’, både som skuespiller og instruktør.

- Det har været en fest. Det er sjældent, jeg har været med i noget, jeg har været så glad for. Det er min årgang, og Thomas er så tæt på mig, som han kan komme. Jeg kender ham rigtig godt og mange, der ligner ham lidt, så han er en god blanding af alt.

Rummer også alvor

Jesper Christensen har selv oplevet de vilde slumstormerdage og ungdomsoprøret sidst i 60erne, der nu skrives bøger om, og han har brugt sin livserfaring i tv-rollen og som instruktør.

For ham har det været vigtigt, at Thomas ikke bliver brugt som seriens klovn.

- Det gælder om at holde tungen lige i munden, for han er også en klovn. Men han rummer også meget alvor. Han repræsenterer jo det frihedsbegreb, der handler om, hvor meget man vil afgive af sin frihed til familie og samfund. Det er let at få seerne til at grine ad ham, men det vil ikke blive ved med at være sjovt, understreger Jesper Christensen og tilføjer:

-Jamen, han er en nar, men en sød nar. Han elsker børn og laver dem gerne, men passer dem nødigt. Han er altid med til fest, men løber fra regningen. Børnene elsker at være hos Thomas, men det er ikke sikkert, at de stadig er der, når moderen kommer for at hente dem kl. 16. Thomas er grundlæggende et godt menneske. Han er ikke materialistisk eller rager til sig, men deler ud af, hvad han har, og bliver ked af det, hvis han ikke lever op til folks forventninger.

Men jeg kan også godt se, at hvis man er barn af ham, ville man i mange tilfælde føle sig vældig snydt og have manglet retningslinjer og tryghed. Til gengæld vil du tidligt lære at klare dig selv, og det er både godt og skidt, siger Jesper Christensen.

Nede i grøden

At Thomas er parat til at slås for sin tilværelse og værdier, afsløres i aftenens afsnit, som Jesper Christensen har instrueret.

- Jeg har været meget mere nede i grøden, end jeg plejer, fordi jeg har fået lov til at instruere. Det er som at springe på et tog, der kører. Andre har besluttet, hvordan de store linjer skal være, og alle har faste pladser. Hvis du bare lader være med at gå i vejen og hører på, hvad folk foreslår, så giver det et fantastisk resultat, forklarer Jesper Christensen, der er fuld af ros til forfatter og tv-producent for at lade alle bidrage med idéer og forslag.

Alle tager ejerskab

- Jeg er ikke vant til at have så stor indflydelse på det, jeg laver. Men her har alle både uden for og på skærmen taget ejerskab til serien, og de mange kokke har givet mange flere retter, end man ellers ville have fået, siger skuespilleren.

Fakta om Jesper Christensen

Jesper Christensen Født i 1948 og bor på Christianshavn i København.
Gift med teaterleder Tove Bomhøft, er far til to døtre.
Uddannet børnehavepædagog, men har også en fortid som aktivist i slumstormermiljøet på den yderste venstrefløj.
Teaterdebut i 1968, men har ikke stået på en teaterscene siden 1998.
På tv kendt og elsket for rollen som far i tv-serien ’Nana’. Har desuden bl.a. medvirket i ’Bryggeren’, ’Nissebanden’ og ’Krøniken’ samt Per Flys ’Forestillinger’.
Har medvirket i over 60 film siden sin debut i ’Strømer’ i 1976 – bl.a. James Bond-filmene ’Casino Royale’ og ’Quantum of Solace’.
Har modtaget en Bodil og en Robert som bedste mandlige skuespiller i ’Bænken’ (2001) og ’Drabet’ (2006).
Har afslået at modtaget Ridderkorset.