'Requiem For a Dream', 'Trainspotting' og 'My Own Private Idaho' er milepæle i rækken af film om narkomisbrug.

I modsætning til de nævnte farverige og særegne mesterværker, spiller Neil Armstrong det realistiske kort i 'Candy' og det slipper han desværre ikke særlig godt fra.

Dan (Heath Ledger) er mere dagdriver end poet og så er han hooked på heroin. Candy (Abbie Cornish) maler, men elsker Dan så meget, at hun vælger heroinen med ham. Hun har været trådt under fode af sin perfektionistiske mor hele livet, og i hendes krop bor kimen til et nervøst sammenbrud.

Alt imens de to skuespillere er gode til at se uglamourøse og forelskede ud, så kommer vi aldrig med helt ind i deres osteklokke. Neil Armfield finder heller ikke sin egen vinkel på narkomisbruget og derfor ender 'Candy' som et gennemsnitsbolsje i posen af film om ung kærlighed og narkotikamisbrug.