Bille August trænger til åbenlys succes. Det bliver ikke med denne her, desværre. 'Farvel Bafana' er velment, vellavet – og lang i spyttet.

Den hvide sydafrikaner, James Gregory, der er opvokset med en indfødt legekammerat og derfor taler Nelson Mandelas sprog, Xhosa, sættes af sit lands brutale sikkerhedspoliti til at censurere den fængslede sorte leders breve og overhøre hans samtaler, når han har besøg (ét hvert halve år!)

Joseph Fiennes spiller Gregory, der tror, det er en loppetjans på en 'paradisisk ø', da han i 1968 - med kone og børn - overflyttes til fangelejren Robben Island som særlig vogter for Nelson Mandela.

I de næste år (til Mandelas løsladelse i 1990) omgås han Mandela, og under indflydelse af beundring for den stolte mand, falder de racistiske skæl fra Gregorys øjne, og han indser, hvor pilråddent apartheid-styret er og hvor godt et menneske, Mandela er. Det er alt sammen åh-så forudsigeligt i Bille August’ sobre redegørelse.

Der er noget selvsmagende stjerne-agtigt over Joseph Fiennes spil i rollen som den på bunden retskafne fængselsbetjent. Og der er alt for mange billeder af hans udsøgte, klassiske profil!.

Det går bedre for Dennis Haysbert som Mandela – her fornemmer vi lidt af Mandelas berømmede karisma og charme.

Men bedste spil leveres af Diane Kruger som Gregorys søde gås af en kone: hun er damefrisør og har fordomme så stive som de krøller, hun arrangerer på hovederne af de andre hvide medfølgende hustruer på fængselsøen. Kruger spiller med et temperament, som resten af filmen savner.

For lidt Mandela
Det er forholdet mellem mand og kone - i en tid da deres tryghed og hverdag krakelerer – som er hovedhistorien. Desværre.

Vi får kun antydninger af det, vi meget hellere ville have set: Nemlig meget mere om Mandela og om den brutale måde, han og de andre sorte 'terrorister'blev behandlet på i fængslet, samt om den afmægtige brutalitet, apartheid-regimet anvendte i sine sidste krampetrækninger for at forhindre sit uundgåelige sammenbrud. 'Farvel Bafana' strækker sig over 22 år – og føles sådan.