En alvorlig betændelse i bughinden har medført, at en girafunge måtte aflives mandag eftermiddag.

En girafunge nåede kun at være en del af giraffamilien i Københavns Zoologiske Have i godt et døgn.

Ungen blev født natten til søndag, men er død mandag. Den blev aflivet på grund af en alvorlig bughindebetændelse, oplyser Zoo i en pressemeddelelse.

Chefdyrlæge Carsten Grøndahl forsøgte sammen med to kolleger at redde giraffen. Han har sjældent set en infektion brede sig så hurtigt.

- Bortset fra en mild navlebrok, som vi observerede søndag morgen, var der søndag ingen tegn på, at ungen var syg, siger Carsten Grøndahl i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Men allerede mandag morgen lå den mere ned, end den stod op, og selv om ungerne er meget trætte i begyndelsen, besluttede vi at kigge nærmere på den.

Ungens liv stod dog ikke til at redde.

- Der var ikke meget, vi kunne gøre, så ud på eftermiddagen besluttede vi altså at aflive den, siger Carsten Grøndahl.

Zoo forventer, at ungens mor hurtigt vil blive drægtig igen.

/ritzau/