Ulrikke og Wilfred Olsen var med i bz-bevægelsen. I dag tilhører de verdenseliten blandt avlere af islandske fårehunde og bor langt fra alfarvej.
26. oktober 1981: 16-årige Ulrikkes øjne svier helt vanvittigt, hovedet føles som om, det er ved at sprænges, og den pludselige og infernalske larm af hårde, gjaldende kommandoråb fra de forreste, indtrængende og kampklædte politifolk blander sig med rædselsslagne skrig fra de mange teenagere, som uden at kunne se noget som helst og desperat hivende efter vejret bliver jagtet rundt i det store lokale, mens betjentene slår løs med kniplerne.
Dansk politi har for første gang nogensinde netop anvendt tåregasgranater, som de har affyret ind i Schiønning & Arvés forladte bygning i Heimdalsgade på Nørrebro i København, hvor en stor gruppe unge fra ’Initivgruppen for et Ungdomshus’ er flyttet ind to dage forinden, og hvor de har barrikaderet sig.
17-årige Wilfred Olsen har sammen med to andre kammerater lige været hos bageren og står utålmodig og frustreret udenfor på gaden. Han ville meget hellere have været inden for barrikaderne sammen med alle de andre.
Men der var intet politi at se, da han gik efter brød. Nu er der betjente overalt. Han og de to kammerater kan derfor blot passivt se til udefra, da den store styrke af kampklædte mænd går i aktion. Nu skal de genstridige unge indenfor – heriblandt Ulrikke – med al magt ud. Det kommer de.
Royal Copenhagen
September 2016: Ulrikke og Wilfred Olsen sætter Mega Mussel-krus fra Royal Copenhagen på bordet og byder på friskbrygget kaffe i deres midtfynske landejendom langt nede ad en snoet grusvej ved Snarup, et par kilometer fra Egeskov Slot.
Uden for vinduerne går får og lam og græsser roligt i indhegningen. To af familiens seks islandske fårehunde trisser hjemmevant rundt inde i huset, mens kattene formentlig sover eller strejfer rundt på de åbne vidder, hvoraf tre en halv tønde land hører til ejendommen.
Kontrasten til bz-tiden i 1980ernes København, hvor Ulrikke og Wilfred Olsen var med fra begyndelsen, er til at få øje på.
Artiklen fortsætter under billedet
På tirsdag udkommer en allerede på forhånd omdiskuteret bog om bz-bevægelsen af forfatter Peter Øvig. Ulrikke Olsen er en af dem, som har takket nej til at blive interviewet til bogen. Årsagen er dels, at hun ikke er enig med forfatterens syn på den tid og nøglepersonernes rolle – dels at der i forbindelse med hans forrige udgivelser er blevet sået splid mellem gamle venner. Det skal han ikke have held til igen, mener hun.
»Jeg fornægter bestemt ikke min fortid. Bz-bevægelsen handlede om at finde et fælles sted at være og om at have et sted at bo. Det handlede om fællesskab og om at finde et ståsted. Om at finde nogle rammer, hvor vi kunne være. Langt de fleste af os var jo kun børn,« siger Wilfred Olsen.
Tog sagen i egen hånd
Ulrikke Olsen supplerer:
»Vi var alle sammen vokset op med, at vi skulle lære at være rigtig, rigtig selvstændige, og at vi selv skulle tage ansvar. Det var lige præcis også dét, der skete: At vi tog ansvaret selv. Vi ville bare have et sted at være, for der var ikke rigtig nogen steder at gå hen på det tidspunkt. Samtidig var ungdomsarbejdsløsheden enorm, og der var alt for få boliger. Men der var rigtig mange tomme bygninger rundt om i København, og så tog vi sagen i egen hånd,« siger Ulrikke Olsen, som blot var 15 år, da hun flyttede hjemmefra.
De unge i dét, der senere udviklede sig til bz-bevægelsen, kom alle med hver sin historie, men en forholdsmæssig stor del var børn med en socialt belastet baggrund på den ene eller anden måde. Og i bz-bevægelsen fandt de sammen i et stærkt fællesskab.
Da politiet 26. oktober 1981 slog til ved den historiske aktion med tåregas og knippelsuppe mod de unge, som havde besat Schiønning & Arvés bygning i Heimdalsgade, kom det med en kraft og med metoder, som bz’erne ikke havde drømt om.
»Vi havde barrikaderet os, for vi var enige om, at det ikke skulle være alt for let for politiet denne gang. Vi ville ikke have, at de bare kunne gå ind og hente os og bære os ud. Men så skød de tåregas gennem vinduerne og rykkede ind og jagtede os rundt i ét stort kaos.
Artiklen fortsætter under billedet
Det var den dag, jeg mistede min uskyld og gik fra at være en sød og uskyldig pige til at blive en vred ung, som gik op mod det etablerede system. Vi var simpelthen rædselsslagne, da det skete,« fortæller Ulrikke Olsen.
Ulrikke og Wilfred Olsens tre voksne børn er for længst flyttet hjemmefra. Én bor i Aarhus, mens de to andre er søgt til dét København, som parret selv definitivt sagde farvel til i 1987, lige efter deres første barn, Oliver, blev født.
Det betyder dog ikke, at der ikke stadig er en rigtig kernefamilie i landejendommen på Bøjdenvejen ved Snarup, for Ulrikke og Wilfred Olsen har gennem mange år haft plejebørn. De er otte og 12 år. Derudover består ’familien’ af fårene, lammene, kattene og – ikke mindst – de højt præmierede islandske fårehunde.
Reolerne i huset er fyldt med porcelænshunde og skinnende pokaler i alle størrelser, og antallet af farvestrålende diplomer fra hele Europa er så stort, at de hænger i lag. På væggene i flere af rummene ses indrammede hædersbevisninger side om side, række efter række, som tegn på, at her bor et par med en passion ud over det sædvanlige. Og som bruger en meget stor del af deres fritid på hundene og tager på udstilling 25-30 gange om året i både ind- og udland.
Pokaler til gravering
»Jeg ved godt, det lyder sådan lidt – men grunden til, at der ikke står flere af de store pokaler på hylden lige nu, er faktisk, fordi de er til gravering i øjeblikket,« griner Wilfred ikke helt uden stolthed.
»Vi har det begge sådan, at vi gerne vil vinde, hvis vi deltager i noget. Vi er konkurrencemennesker. Hvis vi for eksempel skulle sidde her og spille ludo, så ville vi også spille for at vinde.«
Det er sjovest at vinde
Hverken han eller Ulrikke Olsen mener, at deres liv i dag på nogen måde er i modstrid med de idealer og drømme, de var med til at kæmpe for tilbage i 1980erne. Heller ikke, selv om der kan synes at være et stykke vej fra f.eks. læderjakker, farvet hår og ingen autoritetstro til nu at bruge en stor del af tiden på hundeudstillinger, hvor ikke alene dyrenes pels, men også ejerens eget hår lige skal sættes, inden det går løs foran dommerne.
»Det er jo skønhedskonkurrencer, vi tager ud til. Fuldstændig ligesom Miss Universe – bare med hunde,« griner Ulrikke Olsen og tilføjer:
»Men måske er det noget af det, vi og rigtig mange af vores ungdomsvenner har fået med os: At når vi gør noget, så gør vi det 100 pct. Vi vil gerne vinde. Det er altså sjovest.«
Glimt fra tiden som bz'er
