Skat forsøger at få hjemmesiden klar allerede lørdag aften, så netsiden med opgørelsen ikke kollapser mandag.

Skat arbejder på højtryk, så danskernes nye årsopgørelser kan være klar på nettet inden mandag.

Officielt gør Skat årsopgørelserne tilgængelige på nettet mandag den 7. marts, men hvis teknikken er klar, åbner siden før.

- Det ligger fast, at vi åbner på mandag. Men hvis teknikken er klar inden, begynder vi før. Så hvis man alligevel keder sig lørdag aften, kunne man jo lige prøve, om man var heldig, siger Henrik Kähler, kontorchef i Skatteministeriet til B.T.

Han håber, at det vil hjælpe lidt på kapaciteten.

Sidste år var der så mange danskere, der klikkede ind på siden samtidig, at siden gik i sort. I løbet af det første døgn var der en million visninger.

Skat har de seneste år udvidet kapaciteten på hjemmesiden, når årsopgørelsen er på vej.

I år kan man bruge Nem-ID til at tjekke sin selvangivelse foruden digital signatur eller Tast Selv-kode.

Men hos Dan-ID, der styrer Nem-ID, vil kommunikationschef Jette Knudsen dog ikke give en garanti mod nedbrud og langsom trafik.

Det er på adressen www.skat.dk, at man kan tjekke, om der er penge til gode eller det modsatte.

/ritzau/