FDM vil have myndighederne til at stoppe bødeforhøjelser på private P-pladser.

Forenede Danske Motorejere (FDM) vil forsøge at få både Justitsministeriet og domstolene til at gribe ind over for en stor prisstigning på parkeringsbøder fra Danmarks største, private parkeringsselskab, Q-Park.

Q-Park har fra januar hævet deres parkeringsbøde med 60 kroner til 650 kroner. Og FDM regner med, at andre private parkeringsselskaber følger trop.

- Vi har svært ved at se, hvad der skulle forklare afgiftsstigningen andet end griskhed.

- Det kan i hvert fald ikke være den generelle prisudvikling, som kun er steget 2,8 procent, siden Q-Park og andre sidst hævede priserne, siger lederen af FDM's juridiske afdeling, Peter Alkestrup i foreningens blad, Motor.

Sidste år fik FDM Højesteret til at slå fast, at Q-Park ikke måtte opkræve et rykkergebyr på 100 kroner for den første rykker, som firmaet sender ud til bilister, som ikke har betalt en bøde for at have holdt parkeret for længe eller helt uden at betale.

- Med stigningen bevæger vi os mod et strafelement, der er ude af proportioner, og vi frygter, at det ender i det rene tag-selv-bord.

- Derfor vil vi nu have emnet taget op i Justitsministeriets parkeringsudvalg hurtigst muligt, ligesom vi vil have domstolene til at tage stilling til, om afgiftsniveauet er rimeligt, siger Peter Alkestrup.

For et år siden hævede Q-Park bødestørrelsen fra 510 kroner til 590 kroner under henvisning til prisudviklingen.

Inden da havde de private selskaber siden 2002 holdt sig på samme bødestørrelse som i den offentlige parkering, der er omfattet af regeringens skattestop.

/ritzau/