Det er en forfejlet kritik, når dagbladene beskylder DR's hjemmeside for unfair konkurrence. Det mener De Konservatives medieordfører, Henriette Kjær.

De Konservatives medieordfører, Henriette Kjær, har kun en kold skulder tilovers for Danske Dagblades Forening, der retter en kritik mod Folketinget for at give alt for løse rammer for, hvad DR's hjemmeside, dr.dk, må indeholde.

Dr.dk bør holde sig fra sladderstof, spil og blogs, lyder det eksempelvis fra chefredaktør på Syddanske Medier/JydskeVestkysten Mikael Kamber, der mener, at der ellers er tale om unfair konkurrence fra DR, der årligt får tre milliarder offentlige kroner. Ifølge Kamber bør dr.dk holde sig fra alt, der ikke har noget direkte at gøre med DR's øvrige udsendelsesvirksomhed (på radio og tv, red.) at gøre.

Men det giver Henriette Kjær ikke meget for.

- Jeg er fuldstændig uenig. Hvis man skal være et mediehus, som DR jo er, så hører internettet også med. Og en internetside er jo intet værd, hvis man stort set kun kan gå ind og se programoversigten, siger hun og tilføjer:

- Der skal selvfølgelig være noget for de grupper, man appellerer til. Og derfor mener jeg godt, at DR må lave spil og alt mulig andet.

/ritzau/