Danske Bank har tabt for mange penge på dårlige lån. Derfor vil bankens nye topchef, Eivind Kolding, som noget af det første se på, hvad der er gået galt, og hvad man kan gøre for at mindske tabene i fremtiden.

Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

- Vi har haft for store tab, så noget er der gået galt. Frem til finanskrisen havde vi 12-14 år, hvor vi var verdensmestre i kredit, men måske har der i den sidste del af den periode været noget fartblindhed. Det er ikke mit udgangspunkt, at vi er for dårlige til at yde kredit i dag, men det er selvfølgelig et område, som vi skal kigge på, siger Eivind Kolding til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Hos Dansk Byggeri mener man, at bankerne i forvejen har strammet voldsomt op på kreditpolitikken.

- Vi er på det rene med, at bankerne har behov for at stramme op, men vi oplever, at ordet risiko er blevet et modeord, mere end det burde være. Jeg er på ingen måde overrasket over udmeldingen, men jeg vil opfordre til, at bankerne generelt sørger for at se grundigere på enkeltprojekterne i stedet for at tage branchebrillerne på med det samme. Vi har en stærk formodning om, at der er flere banker, hvor brancher som landbrug og byggeri er decideret bandlyste, og det er uhensigtsmæssigt, siger erhvervspolitisk chef, Torben Liborius, til Morgenavisen Jyllands-Posten.

BNB