FC Nordsjælland vandt overbevisende 3-0 hjemme over FC Midtjylland. Anfører Nicolai Stokholm, Nicki Bille og Rawez Lawan scorede hjemmeholdets mål.

Randers og HB Køge har med skuffende resultater i efteråret blottet kampen om at undgå nedrykning for spænding. Alligevel var bundopgøret mellem SAS Liga-mandskaberne FC Nordsjælland og FC Midtjylland mest af alt en duel om at komme længst muligt væk fra bunden. Den duel slap FC Nordsjælland bedst ud af ved at vinde 3-0 hjemme over midtjyderne.

FC Nordsjælland bragte sig foran efter 20 minutter. Rawez Lawan lagde en god aflevering til Nicki Bille, hvis afslutning FCM-keeper Martin Raska ikke kunne holde. FCN-anfører Nicolai Stokholm var hurtigst over returbolden og kronede en udmærket kamp med kampens første mål.

Nicki Bille, som havde brændt et par meget store chancer i første halvleg, øgede kort inde i anden halvleg til 2-0 efter oplæg fra en veloplagt og energisk Andreas Laudrup.

Rawez Lawan lukkede kampen efter en time med sit hovedstødsmål til 3-0 i en situation, hvor Martin Raska kom skidt ud af sit mål.

FC Midtjylland mødte op i en stærkt svækket udgave. Angriberne Frank Kristensen, Kim Christensen og Baba Collins var alle skadede, og i forsvaret var Winston Reid og Kristian Ipsa ude med karantæner. Det betød en del omrokeringer i alle tre kæder hos FCM, og derfor var spillet også meget usammenhængende.

Spillet flød langt bedre hos FCN, som med sejren avancerer til ottendepladsen i solid afstand over SAS Ligaens nedrykningsstreg. Og hvis Morten Wieghorsts tropper fortsætter søndagens spil, kan klubben sagtens stræbe efter at nå en pæn midterplacering i foråret.

/ritzau/