Mette Goddiksen, Aalborg - BT klumme skribent.
Mette Goddiksen, Aalborg - BT klumme skribent. Foto: Henning Bagger

Det var egentlig så hyggeligt.

Mig og min datter på 11 år skulle hente fredagsslik. På vejen går vi forbi tre drenge fra hendes skole, der drøner rundt på løbehjul og råber. De kører så tæt på os, at vi kan mærke et sus i håret, når de passerer. Min datter trækker med sit løbehjul. Vi er lidt på vagt, men herregud... Det er bare drenge, der brænder energi af, inden de skal hjem og sidde i mors lune armhule med en skål Pingvinmiks.

Vi går ind til flaskeautomaten, der er i sådan et lille rum med glasdøre ud til torvet.  Mens jeg koncentrerer mig om at putte flaskerne i maskinen, lyder en stemme udenfor: ’Fedt løbehjul – hashtag-NOT’. Det må være de der drenge, der kører nogle lidt grovkornede bemærkninger af på hinanden, tænker jeg først. Men pludselig registrerer jeg, at lederen af den lille bande gudhjælpemig står og kigger direkte på min datter med sådan nogle smalle, triumferende øjne, mens han gentager flere gange: ’Fedt løbehjul – hashtag NOT’. Min datter står forstenet og tager imod. Kigger stift ned på sit lilla løbehjul, som jeg pludselig sagtens kan se er lidt barnligt i forhold til drengens.

Av, mand.

Han er ellers – hvis jeg skal finde noget positivt at sige – modig. Jeg står der ligesom også. Voksen og alt mulig. Jeg tager tre skridt ud mod ham med ild i øjnene: Hvad siger du?! Er du sød lige at komme her og uddybe dét dér, du sagde?! Han piler af sted. Uf. Som en væmmelig rotte, tænker jeg. Henvender mig til hans ven, som står sådan lidt paf tilbage: ’Føler han sig egentlig sej, når han siger sådan noget med hashtag NOT, hva’?’ Min stemme er slæbende og kold som Don Corleones. Så piler han også af sted.

Mette Goddiksen

Jøsses, jeg var vred og kunne slet ikke finde ind til en ellers klædelig forståelse. Drengen er eksempelvis bitte af sin alder. Måske mobber han, fordi han selv er bange for at blive mobbet. Han har helt sikkert sit at slås med – og man skal jo for pokker lede efter det bedste i mennesker, især mens de er børn. Indtil min datter igen står betuttet tilbage. Selve optrinet er overstået på cirka 10 sekunder, men billedet af mit barn, der ked af det står og tager imod hans ydmygelse, sidder i maven som en knytnæve. Hun fortæller, at sådan opfører han sig hele tiden henne på skolen. Driller og håner alle med, at de er tykke og sådan noget: ’Så vi prøver bare at undgå ham’, konstaterer hun med et skuldertræk. Hun lægger ikke så meget i det.

Det gør jeg til gengæld og holder en lang dødehavs-rulletale for hende, mens vi smider chokoladeknapper i papirsposen. Vil gerne give hende sådan en mental selvhjælpskasse med i livet – for hun vil desværre nok møde flere mennesker, der godt kan lide at få andre til at krybe under deres blik. De fandtes i min barndom, og de findes endnu: ’Sådan en lille lort. Han får aldrig en kæreste, når han ikke passer på pigerne, som rigtige drenge gør. Men du skal stå op for dig selv og konfrontere ham med, at det dér er ikke i orden.

Mette Goddiksen

Man skal sgu ikke finde sig i uretfærdighed, for så går det også bare ud over et andet barn senere. Så lærer han jo aldrig at opføre sig ordentligt, og det er i bund og grund synd for ham, ikke?’ Ja, jeg åbnede helt op for posen med ubrugelige mor-råd og bedyrede, at hans forældre får et opkald mandag.

Men jeg ved godt, at når man er 11 år som min datter, så prøver man egentlig bare at passe ind og undgå ballade: Man har ikke overskud til at være børnenes Che Guevara, og det er pinligt, når mor prøver at være det. Jeg skal desuden lade hende kæmpe sine slag selv. Nogle af dem i hvert fald. Sommetider er det bare utroligt svært at lande lige dér mellem curling og svigt, løve- og ravnemor: Jeg ringer sgu til de forældre.

SMS

Hitter på Facebook