En ny kampagne mod solariebrug skal gøre unge opmærksom på, at kræft i huden kan være socialt smitsom, lyder det fra Kræftens Bekæmpelse.

Kræft kan ikke smitte ud fra en medicinsk betragtning, men Kræftens Bekæmpelse mener nu alligevel, at hudkræft kan være smitsom for unge, hvis man sætter det sociale aspekt op imod solariebrug. Mere end halvdelen af de unge brugere af den kunstige sol, dyrker det sammen med venner, lyder det fra Kræftens Bekæmpelse, der vil sætte fokus på unges solarievaner i en ny kampagne.

- Det kan være socialt smitsomt at gå i solarium. Unge, hvis venner eller familie går i solarium, har en større sandsynlighed for selv at blive solariebrugere. 6 ud af 10 unge solariebrugere følges med nogen fra deres sociale netværk, når de går i solarium, siger Line Rasmussen, chefkonsulent i Solkampagnen, et samarbejde mellem Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden.

Som et led i kapagnen vil man hejse et solarium op i 20 meters højde. For hvert »like«, som kampagnens Facebookside får, bliver en af de tusinde snore til solariet klippet over, lyder det fra Kræftens Bekæmpelse.

- I stedet for at bakke hinanden op i at gå i solarium, så håber vi, at flere unge vil gå foran og uden om solarierne og dermed smitte vennerne med god soladfærd, siger Mette Meldgaard, områdechef for sundhed i TrygFonden.

Solariet er hejst op over operaens parkeringsplads i København.