De mest aktive Facebook-brugere er også socialt aktive uden for nettet, forklarer forskere.

Da Facebook-stifteren Mark Zuckerberg fik ideen til sit sociale medie, havde han næppe forestillet sig, at hver tredje dansker dagligt ville tjekke deres Facebook-profil syv år senere. Men det er netop, hvad en helt ny Gallup-undersøgelse viser. 33 procent af danskerne svarer ja til at bruge Facebook én eller flere gange dagligt.

Det skriver berlingske.dk.

Danskernes hyppige brug af Facebook bekymrer ikke adjunkt Malene Charlotte Larsen fra Aalborg Universitet, som har forsket i sociale netværk i seks år:

- Alle undersøgelser peger på, at dem, som er aktive på Facebook, også er aktive i det virkelige sociale liv. Der er ikke tale om folk, som gemmer sig bag en skærm. Det sociale liv på nettet og i virkeligheden er gledet sammen på Facebook, hvilket også er en af grundene til, at det er så populært. Man har alle sine venner samlet et sted, og kan følge med i, hvad der sker - på og uden for Facebook.

Danskernes hang til konstant at kigge ind på Facebook skyldes, at der altid sker noget, forklarer Malene Charlotte Larsen:

- Det er næsten lige meget, hvor ofte du logger på, så er der sket noget nyt. Folk kigger billeder og tjekker statusopdateringer, og den smarte 'Newsfeed'-funktion holder dig konstant opdateret på, hvad der sker blandt dine venner. Afhængig af størrelsen på dit netværk kan du logge på hver halve time og konstant finde nye informationer.

Netværksgiganten

Facebook er Danmarks suverænt største sociale netværk. 56 procent af danskerne har allerede oprettet en Facebook-profil, og nærmeste konkurrent er det karriereorienterede LinkedIn, som 11 procent af danskerne bruger. Netværk som Twitter og Myspace er langt efter og ser ikke ud til at kunne stille noget op over for Facebooks dominans. Ph.d.-studerende i Medievidenskab Stine Lomborg fra Aarhus Universitet, som i øjeblikket skriver afhandling om danskernes brug af sociale medier, mener, at Facebook har udviklet sig til en selvkørende motor, som bare vokser:

- Det er blevet en nødvendighed at være på Facebook, simpelthen fordi alle andre er der. Det er både lysten, men også frygten for social isolation, som har skabt en selvforstærkende effekt, hvor stadig flere opretter en profil. Hvis du ikke er med, risikerer du at gå glip af noget.

Det globale netværk

Det er ikke kun i Danmark, at Facebook har etableret sig som det dominerende sociale netværk. Ifølge datastrømsberegninger fra internetvirksomhederne Google Trends og Alexa er Facebook nu det dominerende netværk i 115 ud af de 132 lande, som var med i analysen. Og der er en udvikling, som vil fortsætte, forklarer Abelone Glahn, journalist og forfatter til bogen »Dit virtuelle håndtryk - sådan netværker du på nettet«:

- Jeg forventer, at Facebook nærmer sig en milliard brugere i 2011, og der ser ikke ud til, at der er andre netværk, som på nuværende tidspunkt magter at tage kampen op.

Hun vil dog ikke spå mange år ud i fremtiden, da nye teknologier, som allerede er kommet, kan forandre markedet markant:

- Den mobile platform vil formentlig tilbyde tjenester, som vi ikke har tænkt på endnu. Allerede nu kan man se muligheder i geo-tracking, hvor folks geografiske placering bliver helt centralt. Det vil skabe en tættere forbindelse mellem en samtale og det fysiske møde. Hvor ofte starter man ikke en telefonsamtale med et 'hvor er du henne?', forklarer Abelone Glahn.