Spildevand fra to toiletvogne blev ved en fejl hældt ud i en badesø på årets Skanderborg Festival.

Tog du dig en dukkert i Lillesø på årets Smukfest i Skanderborg, er du muligvis blevet mere beskidt end ren.

Der blev nemlig ledt urenset spildevand fra to toiletvogne ud i søen, skriver stiften.dk.

Det er byrådsmedlemmet for Dansk Folkeparti i Skanderborg Kommune, Martin Frausing Poulsen, der har fået oplysningen bekræftet af kommunen. Han bad om en redegørelse på baggrund af en henvendelse, han havde fået anonymt.

Kommunaldirektør Lisbeth Binderup har svaret, at det er rigtigt, at der har været en udledning af kloakvand på Smukfest 2011:

- Det kan bekræftes, at der har været udledt urenset spildevand til Lillesø under Smuk Fest 2011. Årsagen var, at entreprenørafdelingen ved en fejl har byttet om på tilslutningen til regnvand og spildevand ved Capri. Natur og Miljø handlede straks, og sikrede, at skaden blev afgrænset og fjernet, svarer Skanderborg Kommune.