Hver morgen klokken seks trækker Peter Bjerring i sin blå uniform og påbegynder sin arbejdsdag i buslinje 5A. Den er Nordens største af sin slags og med 62.000 daglige passagerer, kan den 52-årige buschauffør aldrig helt vide, hvad der venter ham.

Men en ting slår han fast: Kundernes opførsel over for manden med ansvaret for passagerernes sikkerhed i byens pulserende trafik er blevet værre. Busruten går fra Københavns Lufthavn ind til indre by, ud gennem Nørrebro for at ende på Husum Torv.

Specielt turen ned ad Nørrebrogade kan være en prøvelse.

- Der kan man godt mærke forskel på de mennesker, der kommer om bord. Mange er søde og flinke, men her er også en stemning af, at her er man skideligeglad med ham, der kører bussen, siger Peter Bjerring.

Han ser ikke sig selv som en udpræget autoritet – men alligevel. Der skal være respekt omkring hans arbejde og rolle. Og den er blevet mindre, mener chaufføren, der har kørt de københavnske gader tynde i mere end syv år.

Indbygget risiko

-Det sker, hvis jeg begynder at gå meget op i passagerernes billetter. Så kommer negativiteten. Jeg kan finde på at nævne, hvis en passager rejser med en billet, der er for gammel, så kommer svaret: ’Det skal du kraftedeme ikke blande dig i, du skal bare køre din bus’, siger Peter Bjerring.

En ufravigelig del af jobbeskrivelsen er en stram køreplan. Derfor er han nødt til at køre af sted fra et stop, selvom der er passagerer, der løber efter bussen. Det har resulteret i flyvende flasker og sten. Han oplever især, at det kniber med passagerernes opførsel i weekenderne:

-Der er folk på vej hjem fra byen og kommer ind med en masse burgere, og der er jeg nødt til at sige: ’Den går ikke’. Der var der nogen, der smed det hele ned på gulvet foran mig, siger Peter Bjerring:

- Jeg har heldigvis også gode oplevelser. Der er stadig folk, der siger ’hav en god dag’ og spørger, hvordan det går. Der er også folk, der kommer op med chokolade og siger, at de er glade for mig. Det kan jeg leve længe på. Men der er rigtig mange chauffører, der er bukket under efter at have kørt linje 5A. Det sker i hvert fald en gang om måneden, at chauffører modtager trusler, bliver spyttet på eller får en på hovedet.