Der bliver flere elektriske julelys - men forbruget af strøm falder som følge af energieffektive pærer. Alligevel sender julelysene 13.500 tons CO2 ud i atmosfæren.

Lysende istapper ved tagskægget, lysende juletræer, nisser og guirlander.

Danskernes kreativitet, når det gælder elektriske julelys i og udenfor boligen, kender ingen grænser. Ifølge Center for Energibesparelser bruger vi i år 55 millioner kroner på strøm til elektriske julelys. Det svarer til omkring 10 kroner for hver eneste dansker fra spæd til olding.

Og fordi julelysene skal glimte i de mørke december-dage sender vi i alt 13.500 tons CO2 ud i miljøet.

På trods af, at der bliver flere og flere elektriske julelys, falder energiforbruget i år med 20 procent i forhold til strømforbruget i 2008, hvor det kostede 68 millioner og sendte 17.000 ton CO2 ud i miljøet.

Det skyldes, at danskerne køber energieffektive lyskæder med dioder i stedet for dem med glødepærer. Kommunikationschef i Center for Energibesparelser Christian Lüders glæder sig over udviklingen.

- Det er fint at sprede lys i en mørk tid, og i denne julemåned glæder vi os ekstra meget over, at både producenter, forhandlere og forbrugere nu går ind for at pynte op til jul med energieffektiv belysning, siger han.

Der er dog stor forskel på lyskædernes energiforbrug - lige fra 10 watt til 2,5-5 watt. De mest energieffektive bruger omkring en watt.

- Det er en god idé at kigge på pakken efter elforbruget, for nogle producenter oplyser ikke, om de bruger glødepærer eller lysdioder. Jo lavere watt-tal, des mindre strøm bruger kæden, lyder rådet fra Christian Lüders.

En lyskæde på 10 watt bruger godt fem kWh eller i runde tal for 10 kroner strøm i december, hvis den er tændt i de mørke timer fra klokken tre om eftermiddagen til klokken ni om morgenen.



/ritzau/