Antallet af au pair-piger er faldet med 25 procent i Danmark, siden finanskrisen begyndte. Strammere regler, krisen og den massive medieomtale er grunde til, at Danmark er blevet en mindre attraktiv au pair-destination.

Børn med udenlandske barnepiger er blevet et sjældnere syn i Nordsjælland og andre områder, hvor familier ellers plejer at benytte sig af au pair-piger. Det viser nye tal fra Udlændingestyrelsen, skriver Avisen.dk.

2.200 udlændinge fik sidste år grønt lys til at være i Danmark som au pair, mens det tal lå på knap 3.000 kort før krisen. Det er altså et fald på 25 procent.

Og netop krisen er svaret på begrænsningen af husholdningshjælp, vurderer Helle Stenum, der har kigget indgående på au pair-ordningen som forsker i migration ved RUC.

- Krisen er den mest nærliggende forklaring på faldet. Der er ikke noget, der tyder på, at ønsket om at flytte sig efter arbejde er blevet mindre, siger Helle Stenum til Avisen.dk.

Men ifølge Rozvi Alberto, som er au pair-rådgiver ved Kirkernes Integrationstjeneste, er det ikke bare krisen, men også de strammere regler, der spiller ind på unge pigers vilje til at spendere tid i private, danske hjem.

Reglerne dikterer nemlig, at pigerne ikke må være gift, have en samlever eller have børn. Og så er en sundhedsattest nu blevet obligatorisk.

- Jeg tror, det er en af de væsentligste årsager. Det er blevet sværere at komme til Danmark, siger Rozvi Alberto til Avisen.dk.

Også den massive, og ofte negative, omtale kan have gjort det mindre attraktivt at tage til Danmark, lyder det fra Helle Stenum.

- Man risikerer i højere grad at skulle stå til ansvar for sin brug af ordningen end for bare fem år siden - hvor det mere blev opfattet som en privatsag, siger hun.

Og med den debat har flere au pairs valgt at stå frem og fortælle, hvordan opholdet ikke altid er rosenrødt.

- Når de selv siger, de er her for at tjene penge, så bliver det sværere at argumentere for, at der er tale om kulturel udveksling. Og hvis vi er enige om, at det er arbejde, så er det jo ikke en løn, vi ville byde danske unge, siger Helle Stenum.