Den fyrede rektor på CBS er tidligere i sin karriere blevet stillet over for et stort sagsanlæg fra studerende

Den nu fyrede rektor på Copenhagen Business School (CBS), Johan Roos, er tidligere blevet kritiseret for sin ledelsesstil.

Derfor undrer flere kilder sig over, at bestyrelsesformand på CBS Anders Knutsen i 2008 valgte at ansætte Johan Roos, der i weekenden blev fyret som rektor som følge af en ulovlig uddannelsesfusion, skriver dagbladet Information.

Havde Anders Knutsen forhørt sig på Stockholm School of Economics (SSE), ville han have erfaret en bred kritik af Johan Roos. Han ville blandt andet have fundet ud af, at Roos i 2007 stod bag en forhastet beslutning om at nedlægge en lederuddannelse.

Det førte til et sagsanlæg fra en række studerende, som krævede tilbagebetaling af det gebyr på 300.000 svenske kroner, uddannelsen havde kostet dem, skriver Information.

I den danske sag har videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) lovet at række en hjælpende hånd til de studerende, der er kommet i klemme ved den ulovlige fusion på CBS.

De studerende har betalt op mod 500.000 kroner af egen lomme for at få det prestigefyldte kvalitetsstempel.

Lektor Magnus Mähring fra Department of Management and Organization ved SSE fulgte forløbet i Sverige og tøver ikke med sin kritik:

- Jeg tror, at de fleste er enige om, at beslutningsprocessen blev forceret, og at kommunikationen til de studerende blev håndteret dårligt. Mange af de studerende var meget oprørte, siger han til Information.

/ritzau/